Så mange penge indtjente dressurrytterne i 2017

05-01-2018 13:22

Ikke helt overraskende er det Isabell Werth, der kan prale af den største indtjening blandt dressurekvipagerne i 2017, mens Cathrine Dufour snupper fjerdepladsen

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Weihegold
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvis man vil tjene de helt store penge på sin sport, så er det nok ikke dressuren, man skal satse på. Hvis man ser på topeliten af springryttere og deres indtjening for 2017, er den enorm sammenlignet med dressurrytternes. Det afslører en opgørelse offentliggjort af St-georg i dag.

Det kommer nok ikke bag på de fleste, at verdensranglistens nr. 1 Isabell Werth også snupper titlen som den mest indbringende dressurrytter i 2017. Sammen med Weihegold, Emilio og Don Johnson, der alle er blandt de seks bedste heste i verdenen, har de sammenlagt indbragt 505.000 euro fra 1. januar 2017 til den 31. december 2017.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 12-årige hoppe Weihegold er ubestridt den mest indbringende dressurhest med 243.364 euro efterfulgt af Don Johnson, der i 2017 løb af med 148.364 euro og Emilio med 113.214 euro. Hvis Isabell Werth skulle sammenlignes med springrytterne, ville hendes indtjening knap blive nævnt, da hun i så fald tog en 37.plads med sin årsindtjening.

Svenske Patrik Kittel rider ind på andenpladsen med en samlet indtjening på 176.855 euro med hestene Deja, Scandic og Delaunay. Amerikanske Laura Graves og Verdades snupper tredjepladsen med 167.250 euro, mens danske Cathrine Dufour har tjent 143.005 euro og tyske Sönke Rothenberger ligger på femtepladsen med 118.772 euro.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner