Så er det nye Ridehesten på gaden

02-02-2017 09:13

Magasinet Ridehestens februarnummer er nu fremme hos eller på vej til sine læsere. Du kan også læse magasinet digitalt her på siden

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Januar måned blev en herlig start på et - forhåbentligt - godt år. Der tændtes lys i en ellers trist og mørk tid, da Cathrine Dufour og Stinna Tange opnåede to fornemme priser ved Sport 2016 i Boxen i Herning. Det var også en stor glæde, da det begyndte at gå op for hestesektoren, at en revision af hesteloven var indenfor rækkevidde. Allerede sidste år i januar kunne vi skimte et lille håb i mørket, for dengang lovede miljø- og fødevareministeren, at en revision var på vej. Det har fået en positiv afsmitning på hestesektoren, for ved Hestekongressen den 28. januar spåede chefkonsulent Jørgen Kold en fremgang i antallet af bedækninger på 8-9%.

Det er nogle af de emner, du kan læse om i det nye magasin, hvor vi også tenger et portræt af den ny landstræner i dressur, OL-rytter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, der i den grad har rytternes opbakning og glæder sig til at løse opgaven. 

Vi bringer ligeledes den første artikel i en ny træningsserie i springning. Træningsserien er udarbejdet sammen med berider Christian Petersen, Alfarvad, og træner Bo Bak Andersen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I en stor artikel om springhesteavlen i Danmark, konstaterer landsholdsrytter Thomas Sandgaard, at dansk springhesteavl har rykket sig. – Jeg synes, det danske bedømmelsessystem fungerer optimalt, men man skal hele tiden være klar over, at det er meget svært at bedømme unge springheste, fortæller han i artiklen.

Vi skal også tale om rytteren! Ryttere skal trænes til at træne heste, forklarer Hasse Hoffmann og dette bliver omdrejningspunktet i den clinic, han giver torsdag aften i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Hasse Hoffmann er en gudsbenådet formidler, og vi bringer i magasinet en lille forsmag på, hvad man kan forvente sig af denne clinic.

Hver måned giver vi en person fra hesteverdenen med noget på hjertet plads til at skrive klummen bagerst i magasinet. Klummen er særdeles populær og sætter forskellige emner til debat. Gå ikke glip af denne måneds klumme, der starter således: "Mit navn er Ole Hensel Dall og jeg er kriminel, om ikke med egne øjne så i statens..... "

Find det nye magasin digitalt HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner