Så er Dancing Hit aflivet

14-02-2012 09:50

Britt Carlsen

Det lykkedes desværre ikke for dyrlægerne at redde Dancing Hits liv. Den celebre fløjhingst og materialprøvevinder er nu aflivet blot 4 år gammel
Copyright Ridehesten.com
Billedsmuk var han og en bevægelsesatlet af helt særlig kaliber, ERA Dancing Hit blev desværre blot 4 år. (Foto: Ridehesten)

Den 6. februar brækkede avlshingsten ERA Dancing Hit e. Uno Don Diego kronbenet tre steder under et uheld ved longering. Hingsten sprang af kådhed højt op i luften og i landingen brækkede han benet. Han blev kørt til et nordtysk hestehospital med speciale i ortopædiske skader, og her blev hingsten opereret og benet skruet sammen med otte skruer. Hingsten fik aflastet noget af sin vægt i en speciel sele, hvor han har kunnet bevæge sig frit rundt i boksen, støtte på alle fire ben og også lægge sig, såfremt han ønskede det. Hingsten ejer Jørgen Steen Jensen fra Højagergaard Hingstestation gjorde fra begyndelsen klart, at dette var et forsøg, som skulle afbrydes, såfremt hingsten fik følgesymptomer eller blev tydeligt påvirket af skaden. Der var grund til optimisme i dagene efter operationen, da hingsten kunne smertebehandles, så han virkede tilpas på trods af omstændighederne. Han gik rundt i boksen, støttede fint på benet og virkede til at være i godt humør, ja nærmest lidt for kvik. Håbet var fra begyndelsen at kunne redde hingstens liv, en karriere i sporten var med sikkerhed tabt. Men mandag morgen kunne han ikke stå på benet, og så var der samtidig støt feber til. Dyrlægerne tog nye røntgenbilleder af benet, og de blev sendt til forskellige professorer i Tyskland. Da alt så ud til at være i orden – bruddene havde ikke forskubbet sig og skruerne sad hvor de skulle. Besluttede dyrlægerne at lægge hingsten i narkose for at se nærmere på bruddene. Det viste sig, at manglende iltning til brudstederne var grundlaget for infektionen, der var brudt ud til trods for at hingsten var i den kraftigst mulige penicillin behandling. Desværre var der ikke noget at gøre for hingsten, da knoglen var blevet for medtaget af infektionen, og han blev aflivet i samråd med Jørgen Steen Jensen. Hele familien på Højagergaard ved Randers er naturligvis meget påvirkede af det passerede. En hingst af den kaliber er uhyre sjælden, og på hingstestationen har de fået adskillige tilkendegivelser fra kolleger og avlere fra hele landet. - Det har virkeligt været opmuntrende under hele forløbet, at rigtig mange har engageret sig i dette og oprigtigt udtrykt deres medfølelse, slutter Jørgen Steen Jensen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner