Rytter og sanger med ny udgivelse

31-01-2018 15:31

Britt Carlsen

Springrytter Ester Brohus har netop udgivet sit 11. album: Heart of the Country, og en længere Danmarksturné er på plakaten. Alligevel får hun tid til at ride sin hest, for det er i stalden, hun lader op til nye udfordringer

Copyright Ridehesten.com

Har man sagt country, må man også sige Ester Brohus. Danmarks lille store country-darling er klar med nyt album. ”Heart of the Country”, der er Ester Brohus’ 11. album, udkommer den 26. januar. På albummet er der fornemt visit af fire musikalske gæster; Maggie Björklund, Mike Andersen, Søren McGuire og Knud Møller.
Umiddelbart i forlængelse af albumreleasen kan Ester Brohus opleves live i nye og nære koncertrammer, når hun giver koncerter i fire boligforeninger i Aarhus. I foråret er der desuden en længere Danmarksturné på plakaten. 

Ester Brohus finder ofte inspiration til sine sangtekster gennem de mange skæbner, hun møder på sin vej. Hun er drevet af en naturlig nysgerrighed og et videbegær, når det kommer til mennesker. Både de lokale i den lille by Hedensted, hvor hun har til huse, og dem hun møder, når hun er på landevejene med sit band ca. 80-100 af årets 365 dage.

Copyright Ridehesten.com
Ester Brohus og Kasper Hansen i et hjørne af ridehuset, hvor de hygger sig sammen med musik og sang.

Brohus og heste
Ester Brohus henter sin daglige energiindsprøjtning i stalden hos hesten. Det har hun gjort gennem flere år. Da Møllendals Santano, som var hendes første, blev mæt af dage, måtte Ester se sig om efter en anden hest, hun kunne finde samme tryghed ved. Det lykkedes hos Lars Trier Kjøller og efter en lang prøvetid, er 9-årige Camino e. Come Back II installeret på Hedensted Ridecenter og Ester har ikke fortrudt købet et sekund.

– Han har alle de positive karaktertræk, der skal til, for at gøre det en fornøjelse at komme i stalden hver dag. Det er af stor betydning for mig, at han står og venter, og kalder, når han hører, jeg kommer. Jeg får frisk luft og stresser så dejligt af i stalden, med opgaver, som er helt forskellige fra musikken. Men man skal ville det, og man skal finde tiden til det, understreger hun.

Hendes heste, og hestene omkring dem, har vænnet sig til, at der kommer toner ud af Esters 156 cm høje skikkelse, når hun omgås hestene eller sidder i sadlen. – De kan jo bare vende ørerne den anden vej, hvis de får nok, ler Ester, og smiler med et gavtyveagtigt blik og siger: Det gør de også.
Skal hun holde en konstant rytme i fx galoppen, nynner eller synger hun til, det hjælper hende med at holde takten. Rap er ikke så godt, betror hun magasinet Ridehesten, der i martsnummeret 2016 bragte en artikel "Musik og heste - frirum og inspiration" om rytteren Ester Brohus og hendes samarbejde med springrytter Kasper Hansen, som slapper af med en guitar efter ridning.

Info

”Musik på hjemmebanen” med Ester Brohus kan opleves her:
5. februar: Frydenlund Fælleshus, Fuglebakkevej 70, 8210 Aarhus V.
6. februar: Den gamle varmehal, indgang ved gavlen til Reginehøjvej 19, 8200 Aarhus N.
7. februar: Selskabslokalet Tranbjergparken, Torvevænget 178, 8310 Tranbjerg
8. februar: Fælleshuset Råhøjparken, Råhøjparken 228, 8260 Viby
Derudover kan Ester Brohus og band opleves live rundt om i landet i løbet af foråret. Mere info, se tourplan her: www.esterbrohus.dk
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner