Rørende ceremoni for Tripple X

30-07-2019 17:37

Annika Knudsen Lorentsen

Den olympiske helt Tripple X III er pensioneret fra springsporten og det blev afsluttet med en flot ceremoni ved weekendes stævne i Hickstead, foran et beundrende hjemmepublikum

Copyright Ridehesten.com
Tiffany Foster og Tripple X ved OL i Rio i 2016.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tidligere på måneden berettede vi, at OL-guldhesten Tripple X III e. Namelus R/ Nissan Catango Z er blevet pensioneret fra sporten af sin nuværende ejer Tiffany Foster. Læs mere her.

I søndags blev der sat endeligt punktum for den fantastiske 17-årige hingsts karriere med en afskedsceremoni ved det internationale stævne i Hickstead i England. 

Ved ceremonien blev Tripple X redet ind foran det beundrende hjemmebanepublikum af sin tidligere rytter engelske Ben Maher, som red hingsten til en hold guldmeldalje ved OL i London i 2012. 

Ved siden af parret gik hingstens nuværende ejer Tiffany Foster, sammen med hestens britiske og canadiske grooms; Daley Fisher og Caroline Holmberg. Det var en tydeligt rørt Tiffany der deltog i ceremonien:

– Jeg elsker ham bare så meget, sagde en tårevædet Tiffany og fortsatte:

– Det betyder meget for mig, at være i stand til at komme her sammen med Ben foran alle hans britiske fans. Jeg er så glad for at Hickstead har tilladt os at gøre dette.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Da Tiffany overtog Tripple X i 2015, havde hingsten allerede et utal af toppræstationer på højeste niveau og også dette reflekterede hun over ved ceremonien:

– Jeg tror Ben gjorde alt det hårde arbejde med ham, og jeg fik bare lov at ride videre på bølgen. Han har aldrig skuffet mig. 

For Tiffany var det særligt vigtigt, at hesten blev trukket fra sporten mens han stadig var i god form og glad, og nu vil han fortsat nyde livet med rideture og afslapning på marken hver dag. 

Efter at Tiffany Foster havde fortalt lidt om hingsten, fik hingsten et mindetæppe på og han blev hyldet til lyden af bifald fra sine fans og Queen's sangen "We Are The Champions".

Ceremonien blev afholdt lige inden afviklingen af King George V Gold Cup, som Tripple X vandt tilbage i 2013 med Ben Maher i sadlen, som var parrets sidste 5* sejr sammen. 

Hingsten har foruden OL-guldet i 2012 vundet bronzemedalje til det britiske hold ved Europamesterskaberne i Madrid i 2011, ligesom han med sin nuværende ejer vandt holdguld for Canada ved de Panamerikanske mesterskaber i 2015 og opnåede en individuel 26. plads ved OL i Rio i 2016.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner