Britt Carlsen
Falsterbo Horse Show er en af Europas højst rangerende ridestævner. Stævnet, der sædvanligvis er placeret i begyndelsen af juli, rummer både international springning og dressur samt en række showindslag og et stort messeområde. Stævnet, der blev afholdt første gang i den svenske badeby tilbage i 1920, har opnået stigende popularitet hos både ryttere og tilskuere. I 2013 var der over 61.000 besøgende på pladsen. Og det er en udvikling, som showpræsident Jan-Olof Wannius ønsker skal fortsætte. Med et stort og velfungernede set-up er der nu også blevet overskud til at se mere på detaljerne, og her kommer den internationale springrytter Rolf-Göran Bengtsson arrangørerne til hjælp.
- Jeg har brug for en rådgiver, som kan være mine øjne og øre i den internationale rytterverden, som kan opsnappe rytternes ønsker angående stævnet i Falsterbo. Mit personlige valg faldt helt naturligt på Rolf-Göran, som er den mest succesfulde svenske springrytter gennem tiden. Mit og Rolf-Görans samarbejde går langt tilbage i tiden, så det føltes naturligt at spørge ham om han kunne tænke sig at udfylde denne position. Og det siger sig selv, at jeg blev meget glad, da han varede ja, fortæller Jan-Olof "Jana" Wannius, der for år tilbage var en del af Dansk Varmblods avlsledelse.
- Jeg er glad for at Jana spurgte mig, og jeg vil gøre alt det jeg kan for at hjælpe til. Falsterbo er en fantastisk stævneplads, som har udviklet sig helt utroligt de senere år. Det føles godt og værdifuldt at være med til at udvikle og finslipe stævnet på detaljeniveau. Jeg ser det som værende utrolig positivt, at Jana fortsat har fokus på at få Falsterbo til at blive endnu bedre, udtaler Rolf-Göran Bengtsson.
Falsterbo Horse Show afvikles i år fra den 5. til 13. juli, hvor de internationale konkurrencer tager deres begyndelse den 10. juli.