Anna Pørtner
I tre uger afholdes det prestigefyldte 4-stjernede springstævne, Morocco Royal Tour, hvor vi har en enkelt dansker til start. Sidste uge var første stævneuge, og i går blev der taget hul på anden stævneuge. Danske Rikke Belinda Barker red i sidste uge en suveræn sejr hjem efter flere flotte præstationer i løbet af ugen, og nu har hun altså startet anden uge ud med endnu en succes.
Med sig i Marokko har Rikke tre heste, nemlig Empire Sbk Z e. Elvis Ter Putte/ Quintero Z, Tabalou PS e. Taloubet Z/ Balou du Rouet og sidste uges vinder, Pico Hcc e. Clarimo/ Quintero. I går startede anden uge af stævnet for alvor for Rikke, hvor hun lagde ud i en 4-stjernet 140 cm med Pico Hcc og Empire Sbk Z. Desværre faldt der en enkelt bom i første fase for Rikke og Empire Sbk Z, og derfor kom de altså ikke videre til omspringningen.
Anderledes var det dog for sidste uges vinder, Pico Hcc, der endnu en gang formåede at levere en fejlfri runde i hovedrunden med Rikke i sadlen. Det betød, at de skulle i omspring. Her leverede parret endnu en gang et suverænt, fejlfrit ridt i tiden 28,40 sekunder, hvilket var nok til at snige sig ind på en 9. plads. Klassen blev vundet af Abdullah Alsharbatly fra Saudi-Arabien, der med hesten Boeckmanns Lord Pezi Junior e. Böckmann’S Lord Pezi/ Quattro 7 red en overlegen hurtig runde i tiden 26,51 sekunder.
Efterfølgende skulle Rikke Belinda Barker ud i en 4-stjernet 145 cm kvalifikationsklasse til fredagens Grand Prix. Denne gang med Tabalou PS. Parret red en sikker, fejlfri runde, der desværre ikke var hurtig nok til placering, men alligevel lagde et godt fundament for resten af stævnet og en Grand Prix-kvalifikation.
I dag skal Rikke Belinda Barker og Empire Sbk Z igen ud i en 140 cm, mens Rikke og Tabalou PS skal prøve kræfter med den 4-stjernede 150 cm Grand Prix-klasse.
Du kan følge med i stævnets start- og resultatlister lige her.