Rideklubber vandt billet til Susan Kjærgård

08-10-2008 08:53

Maja Golles

Tre rideklubber har vundet billetter til Susan Kjærgård Clinic på Vilhelmsborg, lørdag 25. oktober kl 10 – 16. Men én, Sakskøbing Rideklub, som mistede en stor del af deres heste ved en tragisk brand tidligere, vandt ekstra!

Der var mange at vælge imellem, da Susan Kjærgård skulle trække lod blandt de rideklubber, der deltog i konkurrencen om 5 gratis billetter til Susan Kjærgård Clinic på Vilhelmsborg. De to første rideklubber blev fundet ved lodtrækning, og de heldige klubber blev: Gedsted og Omegns Rideklub og Killerup Rideklub. Begge klubber har vundet 5 fribilletter til Susan Kjærgård Clinic. Den sidste klub blev valgt allerede, da man modtog tilmeldingen til konkurrencen. Mailen var nemlig fra Sakskøbing Rideklub, som tidligere på året mistede en stor del af deres heste ved en tragisk brand. Sakskøbing Rideklubs Charlotte Munch skrev: ”Vi håber vi kommer i betragtning i konkurrencen, så vi kan få lidt held igen. Det trænger vi til efter klubbens stalde brændte totalt ned for en måned siden den 3. 9. Lige nu mødes vi i ridehuset, træner heste, hører hvem der er ved at købe nye heste, hvordan de overlevende heste har det osv. osv.” Det kunne man naturligvis ikke stå for, hvorfor klubben får tilsendt 10 billetter. Ved clinic’en på Vilhelmsborg vil Susan Kjærgård på sin letforståelige facon guide publikum gennem forskellige faser af hestetræning og konfliktløsning. Publikum vil, i løbet af clinic’ens 6 timer, bl.a. kunne få svar på følgende spørgsmål: Hvorfor bliver hesten bange og hvordan får man den rolig? Hvordan adskiller man hjælperne? Hvordan bliver hesten fortrolig med vandgraven? Hvordan lærer man hesten at bruge ryggen korrekt? Hvordan får jeg hesten til at reagere på lette hjælpere? Hvornår går hesten korrekt til bidet? Hvad betyder negativ og positiv forstærkning – og hvordan anvendes det i praksis? ……og meget, meget mere. Billetsalget til ”Susan Kjærgård Clinic – Hestetræning i Øjenhøjde ” er i fuld gang på Billetnet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner