Thomas Bach Jensen
Med 70,043% sikrede danske Mikala M. Gundersen sig i dag sejren i trøste-Grand Prixen ved det firestjernede stævne hos familien Swarovski i Fritzens, Schweiz. Hun og My Lady e. Michellino / Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm) tog dermed revanche fra deres uheldige start i den indledende Grand Prix forleden. Dermod kan Mikala, der bor i Florida, tilføje en international Grand Prix-sejr til sine europæiske meritter, inden turen går tilbage til Wellington.
Andenpladsen gik også til en dansk varmblodshoppe i form af sølvmedaljehoppen Dorina e. Blue Hors Don Schufro / Ragtime (opdr. Eigil Bugge Skjødt), der med stævnets værtinde Evelyn Haim-Swarovski opnåede 67,128%. Dorina gik OL 2012 med sin tidligere ejer og rytter, norske Sirol Heljesen. Det er ikke den første danske Don Schufro-datter, Evelyn Haim-Swarovski har ejet. Hun mistede desværre alt for tidligt Lone Jørgensens tidligere tophest Donna Asana.
Første uplacerede i klassen blev endnu en dansk hest, nemlig Elmegaardens Marquis e. Michellino / Lucky Light (opdr. Maria Schnoor), der med sin ejer Joanna Vaughan opnåede 65,723%. Hesten var sammen med Emile Faurie en del af det guldvindende britiske hold ved EM 2011 i Rotterdam. Ejeren har nu ønsket selv at få fornøjelse af at ride hesten.
Italienske Valentina Truppa har været overlegen i stævnets Grand Prix-klasser. I dag vandt hun Grand Prix Special med 72,688% på sin DV-hest Chablis e. Castro / Leonardo II (opdr. Vivi Vang-Lauridsen og Morten Thomsen), mens hun i dagens Grand Prix Kür satte sig på sejren på sin OL-hest Ereme del Castegno e. Rohdiamant / Weltmeyer med hele 79,48%
I Grand Prix Küren gik andenpladsen til amerikanske Tina Konyot med sin DV-hingst Calecto V e. Come Back II / Rastell (opdr. Inge Toft) med 76,45%. Med 70,08% blev schweiziske Belinda Weinbauer nr. 10 med DV-hesten Debut Dallas e. Blue Hors Don Schufro / Blue Hors Romancier (opdr. Stutteri Dallas).