Thomas Bach Jensen
17 danske ekvipager til start i den 2-stjernede DM-klasse under Copenhagen Eventing den 14.-16. juli, hvilket er markant flere ryttere end de tidligere år. Det er endnu et godt tegn på, at militarysporten i Danmark for alvor er inde i en fantastisk udvikling, og et andet godt eksempel er, at Danmark for første gang i mange år stiller hold til EM i Polen i august.
Flot, internationalt og populært
På få år er det lykkedes Sportsrideklubben at gøre Copenhagen Eventing til et af de militarystævner, der hvert år tiltrækker de allerbedste ryttere fra både Danmark og vores nabolande. 2017 er ingen undtagelse og har ryttere fra hele fem nationer på startlisterne.
Dressur og ridebanespringning afvikles fredag og lørdag i den smukke og historiske Bernstorffspark i Gentofte. Og søndagens terrænridt på Fam. Martinsens fantastiske ejendom Lundegården i Høsterkøb.
Der er gratis adgang for publikum alle dage og klubben håber, at mange vil finde vej til stævnet og især til det spændende terrænridt søndag den 16. juli. Her er det muligt for publikum at gå rundt på hele terrænbanen på egen hånd. Eller, man er meget velkommen til at gå med på en af de guidede ture (kl. 10 og kl. 13:30) hvor en erfaren militaryrytter fortæller om sporten, mens det hele går løs.
Military er ikke kun for eliten
Subaru Cup, som er en populær stilturnering er igen i år med til Copenhagen Eventing.
Formålet med cuppen er at introducere ryttere til terrænspringning og militarysporten. Alle ekvipager rider en kort terrænbane, bedømmes på stil og får point af en dommer.
Søndag den 16/7 bliver der i samarbejde med Ishøj Sportsrideklub afviklet en afdeling af Subaru Cup på terrænbanen i Høsterkøb. Det kommer til at foregår på et særligt, lukket område tæt på 'den store' terrænbane, så deltagerne samtidig kan få fornøjelsen af at opleve stemningen til et flot internationalt militarystævne.
Læs mere om stævnet på Copenhagen Eventing.
/Pressemeddelelse.