Region 6 holder medlemsmøde i dag

30-10-2018 09:41
Avl

Når Dansk Varmblods region 6 afholder medlemsmøde i aften kl. 19, kommer forbundets avlskonsulent Karina Christiansen og holder oplæg omkring hestens genetik og dens indflydelse på avlen

Copyright Ridehesten.com

Efteråret er over os og forårets og sommerens udstillinger er ved at være forbi i Dansk Varmblod. De lange efterårs- og vinteraftener kan dermed give anledning til at se nærmere på de nyere tendenser; nemlig genetikkens betydning for vores avlsarbejde. Igennem forår, sommer og sensommer er føl, ungheste og rideheste blevet målt og vejet, der er kigget på hestens ydre egenskaber så som eksteriør og deres funktionalitet, men den rivende udvikling indenfor genetik kan bidrage med yderlig nyttig viden til hvilke gener din hest er bærer af.

Til aftenens emne har region 6 inviteret avlskonsulent Karina Christiansen til at belyse emnet. Der vil bl.a. tales om, hvordan generne nedarves? Hvorfor helsøskende ikke er genetisk ens? Hvorfor afstamningskontrol er vigtig og hvordan foretager vi gentesten? Hvorfor opstår der arvelige lidelser eks. WFFS (Warmblood Fragile Foal Syndrome) og hvad har det med indavl at gøre? Hvilke egenskaber følger en simpel nedarvningsform, og hvilke egenskaber nedarves komplekst under påvirkning af miljø? Hvad er genomisk selektion og hvad kan vi bruge det til? En masse spørgsmål, som forhåbentlig vil give dig fornyet viden, men måske også skabe nye spørgsmål som Karina vil forsøge at besvare undervejs.

Efter aftenens hovedtema vil der være mulighed for at drøfte indkomne forslag, der ønskes
fremsat til repræsentantskabsmødet februar 2019.

Arrangementet afholdes tirsdag d. 30. oktober 2018 kl. 19.00 på BM Silo, Morrevej 7, 7500 Holstebro.

Læse mere om på Dansk Varmblod Region 6's hjemmeside.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner