Procentdelen af mundsår er faldende

27-09-2024 10:05

Dansk Ride Forbund har netop offentliggjort, at antallet af hesteeftersyn stiger, mens procentdelen af heste med mundsår falder. Den positive udvikling ses på trods af nye tiltag, hvor eftersynene dækker stævner på alle niveauer

Copyright Ridehesten.com
Til trods for et stigende antal hesteeftersyn, er procentdelen af mundsår faldende. Foto: Ridehesten.com/ Annika Knudsen Lorentsen.

Debatten om hestevelfærd er oppe at vende mere end nogensinde før, men nu deler Dansk Ride Forbund altså en glædelig nyhed på deres Facebook-side. Antallet af hesteeftersyn, hvor hestene efterses af uddannede TD'ere før konkurrence, stiger nemlig fortsat, men procentdelen af heste med mundsår falder.

Det stigende antal af hesteeftersyn er blevet modtaget med stor opbakning fra både ryttere og stævnearrangører. DRF valgte at intensivere indsatsen af hesteeftersyn for at sikre hestevelfærden i ridesporten. Én af de initiativer, der blev fortaget, var nemlig et større fokus på kontrol og udstyr, og derfor igangsatte de også initiativer, der skulle styrke uddannelsen af officials, så de bedre kan bedømme hestevelfærd i konkurrencer, blandt andet ved hjælp af hesteeftersyn. 

Den glædelige nyhed er, at i 2024 har DRF indtil videre gennemført 30 hesteeftersyn til stævner rundt omkring i hele landet. Her er 1333 heste og ponyer blevet efterset, hvoraf 31 af dem er blevet diskvalificeret, da det er blevet vurderet, at de ikke har været "fit to compete". På trods af et stigende antal hesteeftersyn, som nu dækker stævner på alle niveauer, er procentdelen af heste med mundsår faldet drastisk. Dét er en positiv udvikling. 

DRF opfordrer derfor også alle rideklubber til, at hvis man som klub ønsker at blive klogere på hesteeftersyn og hvordan man selv kan tjekke hestes velfærd, og hvorvidt de er "fit to compete", så kan man arrangere et klubarrangement, hvor hesteeftersyn er i fokus. Det gælder for alle rideklubber under Dansk Ride Forbund, og du kan læse meget mere om det her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner