Prins Richard af Berleburg er død

14-03-2017 10:17

Prinsesse Benediktes mand og far til prinsesse Nathalie, prins Richard, er pludselig død i går aftes, meddeler Kongehuset

Copyright Ridehesten.com

Prinsesse Benediktes mand og far til prinsesse Nathalie, prins Richard af Berleburg, er pludselig død på sit slot i aftes. Hans Højhed Prins Richard blev 82 år gammel. Prins Richard og prinsesse Benedikte, der er lillesøster til dronning Margrethe, har været gift siden 1968. Parret har sammen tre børn, prins Gustav, prinsesse Alexandra og prinsesse Nathalie.

- Det er med stor sorg, at jeg på vegne af hendes kongelige højhed prinsesse Benedikte må meddele, at hans højhed prins Richard er afgået ved døden, skriver prinsesse Benediktes personlige privatsekretær, Tommy M. Paulsen, i en pressemeddelelse. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte har netop været på et kort ophold i Danmark, men rejste hjem til Berleburg tirsdag morgen. Prinsessen deltog i Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i sin egenskab af protektor for forbundet. 

Copyright Ridehesten.com
I 2008 hædrede Dansk Varmblod den hesteinteresserede royale familie på Berlburg med fortjenstmedalje og æresemblemer. Fra v. ses HKH Prinsesse Benedikte, Prins Richard og prinsesse Nathalie.

En ildsjæl er ikke mere
Den hesteinteresserede kongelige familie fra Berleburg har været en ikke uvæsentlig del af dansk dressursport og dressurhesteavl gennem flere år. Dansk Varmblod valgte i 2008 at hædre den kongelige hestefamilie med fortjenstmedalje og æresemblemer - det er oftest HKH Prinsesse Benedikte, der er i fokus, da hun er opdrætter af de succesfulde heste på Berleburg, og datteren prinsesse Nathalie har været en del af toppen i dansk dressurport i 15 år. Hun startede sin karriere på landsholdet som ungrytter på en af prins Richards omskolede jagtheste. Men Dansk Varmblod valgte dengang også at hædre Prins Richard. Gennem årene har Prins Richard vist sin fuldstændige og ubegrænsede opbakning til familiens hesteinteresse, og han har været en hyppig og velkommen gæst ved Dansk Varmblod Hingstekåringer og i forbindelse med de danske mesterskaber i dressur.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner