Tina Ravn
HannoveranerAvlsForeningen i Danmark har over to dage afholdt to arrangementer. På Sjælland hos Team Cabe i Ringsted og i Jylland på Skanderborg Ridecenter hos Ulrik Sørensen.
Team Cabe har været kåringsplads for hannoveraneravlere på Sjælland i hele foreningens eksistens. I år var noget helt specielt, eftersom et af de føl, som stillede på foreningens allerførste følskue for fem år siden – Hofprinz efter Hofrat/ De Noir/ Bolero opdrættet og ejet af Anne & Thomas Larsen, Smørum – kom på besøg igen. Nu som en femårs sportshest, der har opnået alt hvad en unghest kan opnå i det tyske afprøvningssystem - den er blevet nummer to i Hannoveraner Championatet i Verden 2013 og nummer otte til Bundeschampionat i Warendorf 2013. Hofprinz gav opvisning med sin faste rytter Kathrine Kraglund.
- Det var tilmed skønt at se Hofprinz’s mor med en helt ny, meget velgående og feminin helsøster ved siden, siger Anne Kollberg fra den danske hannoveranerforening.
Iben Leere Kamp stillede årets hoppe Donna Latifah V, som også vandt årets rideprøve – en 3-års hoppe efter Don Schufro og Lascona T efter Lauries Crusador XX/ Weltmeyer/ Argentan, og som også er mormor til det ene reservesiegerføl, Franzine efter Franziskus, samt mor til en 2-års hingst efter Sir Donnerhall, der stillede til vurdering.
Rideklasserne for 4- og 5-års blev vundet af Anja Nielsen, på henholdsvis Solos Double e. Dancier/ Landtinus og Solos Satchmo e. Silberscmied/ Landtinus, begge avlet og ejet af Lorenz Linnet.
Rideklassen for 6-års og ældre heste blev vundet af Marianne Hoxner og Uno Davina e. Don Schufro/ Lauries Crusador XX.
Dagens føl var et hingsteføl efter De L’Or/ His Highness fra Mie Ranch Vestergård, som kunne tage en ærespræmiegave i form af et maleri af Inge Prier til en værdi af 10.000 kroner med sig hjem.
- Det var ligeledes en helt skøn dag i Skanderborg. Også her var kvaliteten meget høj, fortæller Anne Kollberg.
Vinder af 2-års Schau og tildelt 1A blev en hoppe efter Don Index x Weltjunge, avlet og ejet af Inge og Niels Fredborg.
Der var også hold med 4-års hopper, som både stillede til kåring og red kvalifikation til Hannoveraner-Championatet i Verden. To hopper af særdeles høj kvalitet blev udtaget til championatet i Verden og tildelt titlen Hannoveraner Præmie Hoppe, som afløser Statspæmie-titlen fra i år.
Den ene var en hoppe e. Bellisimo/ Don Schufro avlet af Majken Glerup og ejet af Bjarne Berling. Den anden var en hoppe e. Romanov/ Danone, avlet af Wilhelm Schwierking og ejet af Allan Hansen, som også blev både dagens hoppe og vandt dagens rideprøve.
Dagens føl blev et hoppeføl efter Scuderia x Londonderry, avlet og ejet af Andreas Mørck.
HannoveranerAvlsForeningen i Danmark holder lignende arrangementer igen til næste år.