Thomas Bach Jensen
Poul Erik Nielsen, der i mange år har drevet ejendomsmæglervirksomheden EDC Videbæk, kan betegnes som en af Dansk Varmblods store avlere. Han er ikke blot avler men også foreningsmand, og han har i årevis været en kæmpe kapacitet i region 6's repræsentantskab og bestyrelse.
Han har været formand i regionen i en årrække, og som foreningsmand har han altid været god til og engagere nye avlere og god til at stå bag unge mennesker og få dem engageret i opgaverne. En af hans kæpheste i regionsarbejdet er altid at have et avlstema i arrangementerne.
Når Poul Erik betegnes som en af forbundets store avlere, så er det også i kraft af avlsresultaterne på hans og hans hustru Lisbeth Mølgaards Stutteri Midt-West. De har siden 1970'erne drevet hesteavl, og de har i dag et særdeles velrenommeret stutteri, der er baseret på en enkelt stamhoppe, som i dag ligger bag et utal af medaljehopper, konkurrenceheste og succesfulde sportsheste.
De har i år fået kåret hingsten Midt-West Evolution, der er sjette generation af egen avl og fører avlslinjen Revolution/ Jazz/Blue Hors Don Schufro/ Mago xx/ Limelight/ Raimondo. Netop Raimondo-hoppen Midt-West Ninette er første generation af egen avl, og hun er både bronzemedalje- og elitehoppe. Hendes datter, elitehoppen Midt-West Moonlight, er mor til elitehingten Midt-West Ibi-Light og mormor til hingsten Midt-West Dacapo.
Fra Ridehesten skal der lyde et stort tillykke med fødselsdagen!