Ponyfar - fup eller fakta

20-01-2020 10:15

Thomas Pelle Veng

Siden min datter begyndte at gå til ridning, har jeg lært rigtigt meget. Min kone og datter har kunnet svare på de fleste af mine mange, mange, mange spørgsmål, men ikke dem alle. I de tilfælde, hvor de ikke har kendt svarene, har jeg fundet dem på internettet

Copyright Ridehesten.com

Jeg har for eksempel lært, at verdens højeste hest er 210 cm høj, og at heste kun sover 2.5 til 3 timer i døgnet. Men eftersom en stor del af min viden om rideverdenen kommer fra internettet, har jeg også fået tilegnet mig en masse, lad os bare sige det som det er, fuldstændig ubrugelig viden.

Faktisk er nogle af de informationer, jeg har samlet op på vejen, så underlige, at jeg tvivler på, om de er sande. Jeg har delt dem op i tre grupper:

  • ZOO
  • Almen viden… eller noget
  • “Hestelove” i USA

Måske du ved, hvad der er op og ned på udsagnene nedenfor, for jeg er i tvivl:

ZOO
Elefant: Man siger, at heste har en bedre hukommelse end elefanter. Hvorfor dælen kan de så ikke lære, at den der irriterende plastikpose, som fra tid til anden finder vej til stævnepladsen, ikke er farlig.

Giraf: Samme Kloge-Åge har også pointeret, at en giraf løber hurtigere end en hest... doh. Selvfølgelig løber den hurtigere. Dens ben er jo ligesom også en kilometer lange. Hvor lang tid mon det tager at lægge bandager på sådan en bandit? Og held og lykke med at få biddet i.

Almen viden… eller noget
Hastighed:
Ifølge internettet kan en hest løbe op til 88 km/t. Det er 8 km/t hurtigere, end jeg må køre med hestetraileren. Jeg føler mig lidt til grin.... er der nogen, som vil købe en hestetrailer?

Farveblind: Hestens farvesyn minder om det, man finder hos mennesker med rød-grøn farveblindhed. Det er måske derfor, de er ligeglade med, om rosetten er rød, blå eller grøn.

Australien: Der har kun været heste i Australien i 232 år, og de australske heste har ry for at være blandt de mest hårdføre heste i verden. Lad os håbe, de overlever brandene, som hærger landet i disse måneder.

“Hestelove” i USA
Grim hest: I byen Wilbur risikerer du at få en bøde på 300 USD, hvis du rider på en ”grim hest”. ;0)

Pony på pub: I byen Burns er det tilladt for heste at komme ind på byens pubber sammen med deres ejere - hvis altså ejeren har betalt for dens indgang.

Paraply: I byen New York er det ulovligt at slå en paraply op under tilstedeværelsen af en hest. Det giver god mening, men ligefrem at gøre det ulovligt.

Badekar: I Oklahoma er det ulovligt at lade et æsel sove i et badekar efter klokken 19.00 ... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Nå hvad siger du? Er der hold i udsagnene, eller er de det rene fup?

Hvis du kender til flere mærkelige udsagn, som dem ovenfor, og du ønsker at dele dem med os andre, er du meget velkommen til at præsentere dem i den åbne Facebookgruppe, som hedder Ponyfar.

Jeg kan ikke love dig, at du bliver klogere. Men jeg kan godt garantere, at du bliver sjovere at stå ved siden af til det næste stævne.

Hilsen

Ponyfar

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner