Patrik Kittels Scandic er gået bort

26-12-2024 14:56

Den tidligere topdressurhest Scandic, der opnåede store resultater med Patrik Kittel, er gået bort i en alder af 25 år

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel og Scandic ved EM i Rotterdam i 2011. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Patrik Kittel har her til formiddag offentliggjort, at dressurhesten Scandic e. Solos Carex/Amiral, som han opnåede store resultater med, er død i en alder af 25 år.

Den hollandske rytter Remy Bastings uddannede hingsten i de første par år, og i 2007 overtog Kittel tøjlerne på den røde hingst. I årene efter fulgte store internationale resultater, og parret deltog blandt andet ved VM i Lexington i 2010.

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel og Scandic ved VM i Normandiet i 2014. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Scandics absolutte højdepunkt var i 2011, hvor han og Kittel vandt en bronzemedalje i kür ved EM i Rotterdam. Året efter repræsenterede de Sverige ved OL i London, hvor de blev nummer 14 i kür-finalen. De gode resultater fortsatte, og i 2014 var de igen udtaget for Sverige til at deltage ved VM i Normandiet.

Efter en lang karriere blev Scandic pensioneret i 2016. Hans sidste store sejr var ved de svenske mesterskaber samme år, hvorefter han blev sendt på pension efter en rørende ceremoni ved det internationale stævne i Falsterbo. Siden da har han nydt sit otium hos Patrik Kittel og hans kone, Lyndal Oatley.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner