Thilde Alsing
I dag blev det internationale paradressurstævne i Genemuiden i Holland afsluttet med en kürfinale i Grand Prix for grad I-V. Endnu en gang kunne Tobias Thorning Jørgensen tage en sejr med sig, og dermed opnåede han også tre sejre ud af tre starter til det internationale stævne.
I dagens første klasse red Nicole Johnsen på banen til Grand Prix Kür for grad V. Her lykkedes det hende at ride sig til 73,033% sammen med Cavanillas-W e. Florett.com/ Donnerhall. Det indbragte dem en tredjeplads i klassen. Makkerparret er en ny konstellation, men har på kort tid formået at ride med på højt niveau.
I den tilsvarende klasse for grad IV red Tina Damgaard med om topplaceringerne, da hun med sit ridt scorede 71,625%. Det blev også til en tredjeplads for Tina Damgaard og Stutteri.dk Burning Steps e. Erlando/ Blue Hors Romancier (opdr. Nobel ApS).
Katrine Kristensen har redet med i de høje procenter de forrige dage, og i dag var heller ingen undtagelse. Sammen med Gørklintgaards Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn) red hun sig til 77,233% i kürfinalen. Den imponerende score rakte til en andenplads i klassen. Om ridtet fortæller Katrine:
– Det var en rigtig god oplevelse. Det er halvandet år siden, at vi har redet stævne, men det er fedt at ride op ad midterlinjen igen.
Katrine har holdt stævnepause i halvandet, eftersom hun er blevet mor til en lille pige. Katrine har selv holdt Quater i gang under pausen, og nu er der igen blevet mulighed for, at Katrine kan starte stævne.
– Vi skulle lige børste rusten af os: hvordan er det nu, man fletter og sådan nogle ting.
I dagens sidste klasse viste Tobias Thorning Jørgensen endnu en gang et højt niveau sammen med Blue Hors Zackorado e. Blue Hors Zack/ Florencio I (opdr. Paul Rode). Her red makkerparret en sikker sejr i hus i Grand Prix Kür, grad III. Parret red til 77,944% og lagde dermed afstand til resten af feltet. Om ridtet fortæller Tobias:
– I dag havde vi en rigtig god tur, desværre havde vi tekniske problemer med musikken, da vi skulle starte. Og han tilføjer: Det har været et meget lærerigt stævne, og vi glæder os meget til næste sæson!
Læs mere om Tobias Thorning Jørgensens ridt og egne kommentarer til stævnet her.