Anna Pørtner
I sidste weekend blev Agria og DRF-mesterskabet for pararyttere over 25 år afgjort hos Randbøl Dressage Academy, hvor Tobias Thorning Jørgensen gjorde et fantastisk comeback med Jolene Hill. I denne weekend er det blevet tid til, at U25-pararytternes mesterskab skal afgøres, og i dag har rytterne været på banen i den indledende runde hos Vallensbæk Rideklub.
Her var i alt fem ekvipager til start i klassen, der gik i Intermediate B for de respektive grader, og i pararytternes mesterskab er det sådan, at alle ekvipager er videre til morgendagens finale. Vinderen af mesterskabet findes ved at lægge de to opnåede procenter fra mesterskabets to dage sammen, og det udgør så ekvipagens point. Danmarksmester er den rytter, der sammenlagt har opnået flest point. Ved lige antal point vil rytteren med den højeste karakter på konkurrencens andendag, være vinder af mesterskabet.
Der findes fem grader, grad I, II, III, IV og V, i paradressur. Grad I er for de ryttere, der har den mindste kropsfunktion, og her rides kun i skridt.
I grad II og III rides der i skridt og trav, og i grad IV og V, hvor rytterne har den højeste kropslige formåen, består dressurprogrammerne af øvelser i alle tre gangarter.
Ridningens korrekthed forventes at være den samme som i raskridning, så et handicap er altså ingen undskyldning. Rytterne skal derfor finde løsninger og arbejde med deres udfordringer for at udføre dressur på højt niveau, hvilket er et af de imponerende elementer ved paradressur.
I dag var det Frida Langer Brøggler i sadlen på den 9-årige Goerklintgaards Salty Sea e. Gørklintgårds Santos/ Sir Donnerhall I, der lagde sig i spidsen af mesterskabet. Hun blev af de tre dommere blev belønnet med 71,171% for sit program. Frida rider i grad grad fem, og går til finalen med det bedste udgangspunkt.
Andenpladsen gik til Frida Moes, der havde taget den 9-årige ponyhoppe Struntze's Great Pleasure e. Gribsvads Baltzer/ De Noir med sig til Vallensbæk. Sammen blev de belønnet med 69,048% for deres program. Frida rider i grad tre, og er den rytter i feltet, der har den mindste pony med sig til start. Hendes pony er nemlig en kat. 2-pony. Hos pararytterne må de selv bestemme, om de rider på heste eller ponyer, og i årets startfelt er der hele tre ud af de fem ryttere, der har ponyer med til start.
I morgen skal U25-pararytterne igen på banen, denne gang i finalen som går i Intermediate Kür. Den første rytter rider på banen klokken 10.45, og det er altså den første af i alt tre Agria og DRF-mesterskabsfinaler, der skal afgøres.