Thomas Bach Jensen
Med 9 i helhed og to-årig avlsgodkendelse blev den 3-årige palominohingst Richelieu’s Fiévre d’Or e. Shulay Gold Fever/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Juliette de Richelieu) fløjhingst ved PSA-kåringen på Fyn den 3. april. Hingsten opnåede samtidig titlen Bedste Farve, mens opdrætter og ejer Juliette de Richelieu vandt mønstringspræmien.
To 3-års hingste opnåede helhedskarakteren 7 og et-årig bedækningstilladelse; nemlig den palominofarvede Solvangs Mr. Manpower e. Stargolds Cream/ Sidney (opdr. Lene Vinther) og den cremellofarvede Stærebogårds White Ghost e. Wolkenwind/ Stærebogårds Apollo (opdr. Tommy og Charlotte Weilbach). Endvidere fik den 8-årige Made Special e. Kærgårdens Margaux/ Pontus (opdr. Else Andersen) adgang til materialprøven med henblik på endelig kåring.
Den 170 cm store fløjhingst Fiévre d’Or er efter Juliette de Richelieus egen palominohingst Shulay Gold Fever, der er importeret fra England. Gold Fever har vundet mange showklasser i England og er sidenhen kåret i både det danske palominoavlsforbund og kåret i DSAH's afdeling for shagya-, anglo- og sportaraber. Fiévre d’Ors mor, Meklenborgs Celimé, er ud af den gamle Gamborg-stamme og har på morsiden masser af trakehnerblod via Kawango og Gunnar.
- Formålet med denne kombination var at lave en palominofarvet dressurhingst i varmblodsformat og med en vis araberandel til forædling, fortæller Juliette de Richelieu og tilføjer, at hingsten har en araberandel på knap 30%.
Allerede som føl vandt Richelieu’s Fiévre d’Or titlen som Årets Føl i PSA med 9 i helhed, og han har nu også fået bedækningstilladelse i araberforbundet DSAH's afdeling for shagya-, anglo- og sportsarabere.
- Vi får så mange henvendelser fra Tyskland og USA, at vi overvejer at fremstille ham i Oldenburger Verband. Planen for næste år er han skal gå dressurchampionat for 4-års, slutter Juliette de Richelieu.