Nina Marie Villadsen
De vil gerne, de kan godt - og de tør godt - sætte sig på ryggen af en hest, selv om ridning for fornøjelsens skyld aldrig tidligere har været en mulighed. Det er det nu. Thisted Kommunes asylcenter i Hanstholm og Hundborg-Midtthy Rideklub, HBR, i Faddersbøl har lavet en aftale, der gør det muligt for både mandlige og kvindelige asylansøgere at bruge ridning både som fysisk aktivitet og som en mental optankning. På ryggen af en hest ledes tankerne væk fra mange af hverdagens fortrædeligheder for i stedet at fokusere på det frirum, en times tid til hest er for både krop og sjæl. Tirsdag er kvindernes dag, mens torsdag er forbeholdt mændene. Sådan er det mest praktisk at afvikle holdene fra asylcentret, som er blevet så populære, at der ligefrem er venteliste, fortæller Jette Nørgaard Petersen, lærer på asylcentrets skole - og selv rytter og dermed vidende om, at samværet mellem hest og rytter i reglen er en positiv oplevelse. Anderledes opgave Garanten for de gode oplevelser er Jens Søgaard, ridelærer i HBR. Han har mange års erfaring i at undervise både børn og voksne, og det viste sig nyttigt, da han påtog sig opgaven med at undervise både kvinder og mænd - ofte via tolk, der hvor sprogkundskaberne ikke forslår. - Jens Søgaard klarer opgaven rigtig godt og har en god fornemmelse for, hvornår han skal træde i baggrunden, siger Jette Nørgaard Pedersen med tanke for de første undervisningstimer med kvindeholdene. Det er elever, som bestemt ikke er vant til at blive undervist at en mand. Det er de nu - og tingene fungerer lige fra, asylcentrets minibus ankommer med tirsdagens kvindehold til, den igen triller ud af gårdspladsen. Situationen er lidt anderledes om torsdagen, hvor der er mandlige ryttere i sadlen. Her er en af de pædagogiske opgaver at forklare, at ridning ikke er et spørgsmål om fart, men om forståelse af samspillet mellem hest og rytter - og at succes ikke udelukkende handler om at sidde på den højeste hest. - Når holdene er delt på mænd og kvinder er det også for at undgå, at kvinderne føler sig domineret og for at give dem en mulighed for at få et frirum med plads til at finde sammen på tværs af både alder og kulturel baggrund med heste og ridning som det fælles, siger Jette Nørgaard Pedersen. Vi bliver glade - Når vi kører herud, kan vi godt være triste, men når vi kører hjem, er vi glade. Når vi er sammen med hestene, glemmer vi de tunge tanker, fortæller sudanesiske Lamies på 17 år, efter en times ridning på "Puska". Rytterne gør selv hestene klar med lidt hjælp fra nogle af klubbens yngre medlemmer, som konstaterer, at færdighederne vokser i takt med tiden, og at den indbyrdes forståelse bliver bedre, efterhånden som de nye ryttere får øjnene op for flere og flere af ridningens finesser. Lige fra staldgangen til ridebanen. - Første gang var jeg lidt bange, men ikke mere, fortæller 44-årige Simin Akbari fra Afghanistan. Hun rider på anden måned på en lille tæt fjordhest med navnet "Prins" og føler sig mere og mere tryg på hesteryg. Efter ridetimen samles rytterne, unge som ældre, til en kop kaffe og en gang hestesnak. Præcis som deres danske rytterkammerater gør det. Der er smil på hele vejen rundt - og enighed om, at Jette Nørgaard Petersen og Jens Søgaard havde ret, da de sagde, at alle på holdet kunne lære at ride. - For det er lige, hvad vi gør, siger de. Kilde: Nordjyske.dk / Dansk Ride Forbund
