Britt Carlsen
Dansk Varmblods hingstekåring er i fuld gang i MCH Messecenter Herning. I dag har dommerne set de springbetonede unghingste galopere i longen, og hvorfor nu det?
Bo K. Møller, der er en del af kåringskommissionens springafdeling, forklarer, at longeringen giver dommerne et indtryk af, hvordan de unge hingste vil arbejde under rytter. Når de bliver longeret med indspænding, i holdning "på tøjlen", kan dommerne bedømme, om hingstene formår at holde galoppen og holde en retvendt galop som tegn på en god balance, samt om de arbejder smidigt i overlinjen.
Bedømmelsen i longen hænger sammen med bedømmelsen af hingstene løse i hallen, hvor de onsdag efter løsspringningen blev vist løse på banen og vendt i et ottetal omkring to "øer" på banen. Det giver dommerne et indblik i hingstenes egenbalance, og sammenholdt med de informationer, de har fået fra longeringen, fortæller det dommerne noget om hingstens funktion.
– Det er ikke enkelt at vise en hingst i et ottetal eller i longen, det kræver et godt hjemmearbejde, for at hingstene forstår opgaven og løser den bedst muligt, forklarer Bo og fortsætter:
– Hingstenes funktion er meget vigtig! Vi skal have funktionen på plads. Så må vi måske gå lidt på kompromis med type og udtryk, og først når vi har funktionen i hestene, kan vi begynde også at sortere mere efter udtryk. Det nytter ikke at have en smuk hest, der ikke kan arbejde, smiler han afslutningsvis.