Overvældende mange starter til Riders Cup

25-04-2015 22:56

Riders Cup har i denne weekend slået dørene op til årets første stævne. Med over 1200 starter fordelt på fire dage, har der været fuld drøn på, hvor der desværre sneg sig lidt regnvejr ind i dag

Stævnet blev skudt i gang i torsdag med klubklasser for hest hvor næsten 300 starter havde fundet vej til Riders Cup, hvorefter landsstævnet med distriktklasser gik i gang i går. Med over 300 starter pr. dag, har der været mange ekvipager igennem start og mål og der er blevet redet stærk for at være med i placeringerne.

Dagens første klasse var en LA1* og allerede fra morgenstunden af skulle der rides stærk. Med en nulrunde i tid 19.61 sekunder, sikrede Christina Fobian på Colette B sig førstepladsen, efterfulgt af Emma Hedenskog på Alcapone ligeledes med en nulrunde, bare i tiden 20.56 sekunder. Tredjepladsen blev indtaget af Josefine S. Larsen der med Tirs Pesto red en fejlfri runde i tiden 21.36 sekunder.

Grundet overvældende tilmeldinger i LA2** var klassen blevet delt i to afdelinger. I første afdeling blev de voksne sat til vægs af Karoline Loft der med APG Jepp Van’t Steinershof red en flot nulrunde på 49.21 og sikrede sig derved førstepladsen. På en andeplads blev det Christina Madsen på Tamara med en fejlfri runde i tiden 50.94 skekunder, mens tredjepladsen tilfaldt Thomas Dresler på Nash D’Archonfosse Z i tiden 54.69, i en fejlfri runde.
I anden afdeling var der ingen tvivl om hvem sejren tilfaldt. Med en hurtig tid på 50. 62 sekunder og med nul fejl, gik sejren til Pernille Tribler på Red Midnight Marrie. Nummer to blev Per F. Andersen på Heartland Prydsholm med en nulrunde i tiden 52.86 sekunder, mens tredjepladsen gik til en velkendt ved æresrunden, Emma Hedenskog på Alcapone, denne gang også med 0 fejl, bare i tiden 53.98 sekunder.

I MB1* var der kamp om hvordan de tre første placeringer skulle fordeles, det blev dog Lisa Møller Andersen som på Ami F. Vejgård passerede målstregen først. Med nul fejl i tiden 33.10 sekunder stak hun af med førstepladsen foran Pernille Tribler på Alfina 3, der ligeledes med nul fejl måtte tage til takke med andenpladsen i tiden 33.32 sekunder. Som nummer tre blev det Camilla Fliedner Ernst der med en nulrunde sikrede sig placeringen i tiden 33.45 sekunder.

I klassen efter, var Pernille Tribler med Alfina 3 endnu engang hurtig. Denne gang i MB2** i tiden 51.25 sekunder sammen med en sikker nulrunde. Meget tæt efter blev det i tiden 51.69 sekunder og en fejlfri runde, Emilie Juul Thorup på Hazel BS. Tredjepladsen blev indtaget af svenske Ida Svensson på Celita 2 der sikrede sig en nulrunde i tiden 51.37 sekunder.

Herefter åbnede himlen desværre for vandet, heldigvis kun i mindre mængder. MA1* blev vundet af Pedro Gosk på Big Red, som lagde en god afstand til sine konkurrenter med en nulrunde i tiden 53.49 sekunder. Endnu engang var Ida Svensson at finde på resultat listen, denne gang på All Good med en fejlfri runde i tiden 56.04 sekunder. Nummer tre blev Rikke Haastrup Kristensen på Catalina med nul fejl i tiden 56.37 sekunder.

Dagens sidste klasse var en S1*. Her var det igen de unge som slog til. Med en hurtig tid på 66.08 sekunder og nul fejl, blev vinderen af klassen Christoffer Nerving Møllekær på Zidane. Herefter blev det Mille Bisgaard på Volstrups Cody med en nulrunde i tiden 67.40, mens tredjepladsen gik til Sandra Enemark på Conway med en fejlfri runde på 67.69 sekunder.  

Ridehesten var tilstede under dagens klasser. Se billederne på Ridehesten.com i næste uge

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen