Maja Golles
Ny amerikansk undersøgelse fra universitetet Virginia Tech viser, at over halvdelen af alle amerikanske heste er overvægtige. I alt 300 heste fra 114 forskellige stalde er blevet undersøgt af universitetets forskere og har fået målt fedtprocent og taget blodprøver. Resultatet var mildest talt overraskende. - Vi havde forventet, at ca. 15 % af hestene ville være overvægtige, fortæller Dr. Craig Thatcher. Hele 51% af hestene viste sig at være overvægtige, mens 19% var direkte fede. Dr. Craig Thatcher finder tallet alarmerende og råder hesteejere til at vurdere deres hestehold. Forsøget viser, at det ikke er overdreven brug af kraftfoder, der er årsag til overvægten, men i stedet det græs, hestene selv spiser fra foldene. De fleste af hestene i forsøget gik på græs og fik kun små mængder af kraftfoder, og forskerne fra Virginia Tech mener at kunne udlede, at størstedelen af hestene får for lidt motion. Konsekvenserne for overvægtige heste er flere. Hestene har større tendens til forfangenhed, ledproblemer, stress og problemer med insulinbalancen. Derudover falder brugsværdien ofte på hesten. Kilde: hest.no