Overlegen kür sejr til Joachim

14-07-2012 17:56

Britt Carlsen

Falsterbo Horse Show | Joachim Thomsen satte igen i dag sine konkurrenter til vægs i Falsterbo, og i sin første internationale kür blev det til en overlegen sejr

Musikken fra springbanen bragede løs ned over dressurbanen og overdøvede Joachim Thomsens kürmusik. Og det hele skete bedst som han skulle lave sin indridningsparade på 10-årige Akeem Foldager e. Akinos. Men Akeem tog larmen med overlegen ro, han rørte ikke en muskel mens Joachim hilste på dommerne, og først da han fik signalet gik han frem. Så blev store dele af Joachims vanskelige kür en absolut nydelse, og det syntes dommerne også. Der var total enighed om at sætte det danske par på førstepladsen, og det svenske publikum jublede med Joachim, da han forlod banen. "Bravo" råbte enkelte publikummer, og det var bravo! Akeem Foldager står konstant flot rejst fortil, han går villigt og energisk under Joachim, der tydeligvis befinder sig godt på hestens svingende ryg. De var sidste rytter i klassen, og Sveriges Mattias Jansson/Brisbane havde sat sig på en foreløbig førsteplads med 70%. Det blev dog fra starten klart, at Joachim trak fra konkurrenterne med rytmiske, aktive piaffe, smuk markeret passage og en travers i passage. I 2'er serien gødede Akeem lige i begyndelsen på serien, så det først changement var med samlede bagben, og også i etterserien kom der en lille fejl, men på trods af dette viste resultattavlen 75,45% da Joachim hilste af. Hasse Hoffmann måtte trække på sin store erfaring inde på banen, idet Tiesto tydeligvis var spændt og uopmærksom i larmen fra springbanen, ligesom han reagede hver gang han passerede det ene hjørne. Alligevel lykkedes det Hasse at vise flere flotte momenter i hans meget spændende og anderledes kür, som bl.a. indeholder en piaffe midt i den frie skridt. Leif Törnblad så parret på andenpladsen, mens hans dommerkolleger varierede fra plads 3 til 7 og dermed sluttede Hasse Hoffmann og Tiest på en samlet fjerdeplads med 68,675%

Læs meget mere om dressurklasserne i Falsterbo i magasinet Ridehestens augustnummer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner