Oldenburgerkollektionen klar til kåring

13-10-2011 13:00
Avl
Det tyske oldenburgerforbund står nu klar med en kollektion af unghingste til kåringen i november
Copyright Ridehesten.com
(Foto: Ridehesten.com).

Blandt de 50 dressurbetonede unghingste udtaget til oldenburgerforbundets hingstekåring den 16. og 19. november er oldenburgerhingsten Sandro Hit totalt dominerende, hvilket sikkert skaber delt begejstring. Sandro Hit er selv far til to af de udtagne hingste, men hans sønner tegner resten af familiebilledet: seks sønner af Sir Donnerhall, tre San Amour, tre Sarkozy, to Sieger Hit, to Sorento og en Santino-søn. Det meddeles netop i pressen i dag, at Sandro Hits far, Sandro Song, er afgået ved døden. Sandro Hits halvbror Diamond Hit e. Blue Hors Don Schufro har et helt andet positivt omdømme, hvad angår ridelighed og funktionalitet, hvorfor det er glædeligt, at tre sønner efter denne hingst er udtaget til kåringen. F-linjen er ligeledes stærkt repræsenteret igennem faderhingstene Fidertanz (3), Fackeltanz (1), Florencio (2), Fürst Romancier (3), Farewell III (1) og Fifty Cent (1). Af sin første årgang har hannoveranerhingsten Christ tre sønner med til kåringen. Flere danskejede hingste som Tailormade Temptation, Blue Hors Zack og Blue Hors Romanov har hver en søn udtaget til kåringen. 39 springbetonede hingste har opnået adgang til kåringen. Den danskavlede holstener Diarado stiller med sin præmiereårgang og har fire sønner med. Calido er repræsenteret af tre sønner, mens Lordanos og Check In hver har to sønner udtaget til kåringen. Der er i årets kollektion både en danskejet hingst blandt de dressurbetonede såvel som blandt de springbetonede hingste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner