Josephine til tops med sin nye drømmehest

16-06-2019 19:49

Camilla Tiefensee Schrøder

13-årige Josephine Christian Jacobsen har overtaget Clara Hallundbæks tidligere springhest Dakar, som hun længe havde haft et godt øje til. I dag sprang de sig til en flot andenplads i Children-Grand Prixen i Hagen

Copyright Ridehesten.com
Josephine Christian Jacobsen er lige fyldt 13 år og er i gang med en god sæson som childrenrytter med sin nye hest, Dakar. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I et felt på over 60 childrenryttere kom Josephine Christian Jacobsen og Dakar e. Utrillo Z/Darco i dag på en fornem andenplads i CSIOCh Grand Prix for Children with Jump off - 1.30m ved Future Champions-stævnet i Hagen. Efter sin fejlfri runde i hovedspringningen kom de på banen som fjerde ekvipage i omspringningen, hvor de slog den hidtil bedste tid med to sekunder. Kun en enkelt rytter, irske Ciaran Foley, var hurtigere, og dermed endte Josephine som nummer to.

Se resultatlisten

Dakar lignede Nutty
Josephines forældre købte Dakar af familien Hallundbæk sidste år. Hun havde længe lagt mærke til den brune vallak ude ved stævnerne, fordi den mindede hende om en heste-udgave af ponyen Dykebeck Wild Hazelnut, som hun bl.a. har vundet DM og flere andre mesterskaber på i tidens løb.
– Hun syntes, den havde en fin form, og den lignede "Nutty" på en prik, så derfor forelskede hun sig i den, fortæller hendes mor, Mette Christian Jacobsen og fortsætter med et grin:
– Hver gang Clara havde Dakar med til stævner, har Josephine siddet og trykket næsen flad mod ruden.

Derfor havde Mette Christian Jacobsen lagt billet ind på vallakken, hvis familien Hallundbæk en dag skulle beslutte sig for at sælge den videre. Så da Marianne Hallundbæk ringede i efteråret og spurgte, om de stadig var interesseret, slog de til med det samme.

Dakar og Josephine Christian Jacobsen har som children-ekvipage indtil videre kvalificeret sig til NM og håber også på at få chancen, når EM-holdet skal udtages.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner