Nye regler for flytning af registrerede heste

14-08-2024 06:46

Fra den 1. september 2024 træder en række nye regler for flytning af visse heste i Norden i kræft. Det betyder, at en ny dokumenttype muliggør, at registrerede heste kan flyttes til nordiske udstillinger, stævner og arrangementer uden dyresundhedscertifikat

Copyright Ridehesten.com
Fra 1. september 2024 træder nye regler i kraft i forbindelse med flytning af registrerede heste. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Danmark har gennem en lang årrække haft en aftale med Sverige, Norge og Finland, den såkaldte "Nordiske aftale", om midlertidig flytning af registrerede heste i forbindelse med deltagelse i visse konkurrencer. Undtagelsen har gjort det muligt at foretage midlertidige flytninger af op til 10 dages varighed af registrerede heste over landegrænserne mellem Danmark, Sverige, Norge og Finland uden et dyresundhedscertifikat og uden forudgående syn ved en embedsdyrlæge. 

Hvad betyder det så?
Det betyder, at fra den 1. september 2024 træder de nye regler i kraft. Undtagelsen gøres nemlig bredere og omfatter derfor udstillinger, sportsbegivenheder, kulturelle arrangementer og lignende arrangementer, hestene skal deltage i, og gælder derfor ikke længere kun ved FEI stævner, hestevæddeløb og internationale kåringer eller shows for heste i et avlsforbund. 

Ved flytning af den registrerede hest skal du altså ikke længere medbringe en blanket, der dokumenterer hestens konkurrencedeltagelse. Ligeledes er det heller ikke længere et krav, at stævnedyrlægen eller overdommeren for konkurrencen skal påføre en identitetskontrol i hestens pas. I stedet skal du nu medbringe et såkaldt DOCOM-dokument i stedet for den personlige erklæring, der tidligere skulle medbringes ved flytning af hesten. Du skal selv udfærdige DOCOM-dokumentet i TRACES. Du kan finde vejledningen om udfærdigelse af DOCOM-dokumentet og de nye regler på Fødevarestyrelsens hjemmeside, lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Hvis hesten flyttes, skal den være hjemme igen efter 10 dage. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Når du flytter hesten, skal du enten medbringe DOCOM-dokumentet i fysisk form, altså en udprintet version, eller elektronisk, f.eks. på en smartphone. Indenfor 10 dage skal hesten være flyttet tilbage til den virksomhed, som den blev sendt afsted fra. DOCOM-dokumentet skal gemmes under hele turen, så det skal altså også medbringes på hjemrejsen

Gælder det for min hest? 
Reglen gælder for alle registrerede heste. Men hvad indebærer en registreret hest? Ved en registreret hest forstås en hest, som er indført eller berettiget til indførelse i hovedafsnittet i en stambog oprettet af en raceforening eller en avlsenhed, der er anerkendt i henhold til artikel 4 eller 34 i forordning (EU) 2016/1012 eller en hest, som er registreret hos en national sammenslutning eller organisation, enten direkte eller gennem nationale sammenslutninger eller afdelinger, som administrerer konkurrence- eller væddeløbsheste. 

Du kan læse mere om de nye regler på Fødevarestyrelsens hjemmeside. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner