Nye baner giver nye muligheder

11-06-2023 12:35

Annika Knudsen Lorentsen

Slangerup-Lynge Rideklub har fået anlagt nye baner, og det giver klubben bedre muligheder. Klubben fik indviet banerne med et brag af et springstævne

Copyright Ridehesten.com
Dressurbanen. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I den forrige weekend blev Slangerup-Lynge Rideklubs nye store bane indviet med et brag af et springstævne. Banen er et af resultaterne af mange års frivilligt arbejde både i bestyrelser og udvalg. 

Klubben er i hverdagen drevet af frivillige der siden 1961 har passet godt på både anlægget, som er selvejet, og økonomien for klubbens ca. 300 medlemmer. 

– Vi er en lidt atypisk rideklub, da vi ikke har nogen opstaldning eller nogen ansatte. Så der er nok at se til for de frivillige. Derfor er vi også meget stolte af, at vi selv formår at spare op til investeringer i fremtiden, som for eksempel de nye baner, samtidig med, at vi skal vedligeholde vores to ridehuse, klubhus, og de i alt 5 udendørsbaner, fortæller Christina Skovmand fra klubben.

Copyright Ridehesten.com
Springbanen. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vores indtægter består i dag primært af indtægter fra vores medlemmer. Men afholdelse af stævner er med til at supplere vores opsparing og det sætter vi rigtig meget pris på. Vi er enormt taknemmelige for alle de sponsorer der i dag støtter os, fortæller hun.

I vinteren 2022 fik klubben lavet ny bund i fibersand på springbanen og i foråret blev begge bunde i ridehusene renoveret. Og nu er det så de store dressurbaner der har fået helt ny bund. Og resultatet betyder, at det nu er muligt både at holde dressurstævner og springstævner på den nye 65x65 bane. 

Tidligere har de fleste stævner været indendørs på SLR og selvom klubben altid har stor succes og rigtig mange starter til deres indendørsstævner, så glæder klubben sig rigtig meget til at kunne holde nogle gode udendørsstævner. 

Indtil videre er der planlagt springstævne og dressurstævne allerede til august, og der kommer mange flere stævner både udendørs og indendørs i både springning og dressur. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner