Nyd årets sidste hopper

30-09-2023 16:07
Avl

Traditionen tro afvikler Dansk Varmblod årets sidste hoppekåringer i oktober måned. I morgen går det løs på Katrinelund, der afholder eksteriørkåring i region 6

Copyright Ridehesten.com
Banen til fast bund på Katrinelund, her fra forbesigtigelse nogle år tilbage. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Det er blevet efterår, DV eliteskuet er afviklet og føllene er ikke så små længere. Hoppekåringssæsonen er egentligt slut, men bliver alligevel på hyggeligste vis genoplivet hver oktober, hvor der i år afvikles tre DV eksteriørkåringer i hhv. region 2, 3 og 6.

I morgen, søndag, åbner Katrinelund hingstestation dørene for den første af disse tre, hvor 45 hopper stiller op til kåring, fordelt på 11 springbetonede og 34 dressurbetonede. Foruden at være en mulighed for at få de hopper kåret, der af den ene eller anden grund ikke har gået sadelkåring, er eksteriørkåringerne også en mulighed for at mødes avlerne imellem til en god snak og nyde årets sidste syn af hopperne. 

Fakta
Datoer efterårskåringer

Region 6 – Katrinelund
Søndag den 1. oktober
Eksteriør dressur og eksteriør m. løsspring

Region 2 – Riders Cup
Lørdag den 7. oktober
Eksteriør dressur og eksteriør m. løsspring

Region 3 – Stutteri Ask
Lørdag den 28. oktober
Eksteriør dressur  

Fold up

I morgen på Katrinelund går det løs med fast bund af springhopperne kl. 8:00, hvorefter dressurhopperne overtager asfalten og hallen fra kl. 10:15. Dørene er åbne for alle, lyder det fra ejer af hingstestationen Ib Kirk, som glæder sig til morgendagen: 

Eksteriørkåringen oplever jeg altid som en hyggelig dag, hvor der i ikke alt for formelle rammer er mulighed for at opleve nogle fine hopper og se de andre avlere som en fin sløjfe på de sidste kåringer inden vinteren rammer. Vi glæder os til at tage imod alle, som dukker op, og der er åbent over alt, også i hingstestalden, hvor velkendte hingste som Donkey Boy, Bueno og Crelido står, siger Ib og fortsætter:

Midt i et hestedanmark, hvor der for tiden er alt for mange dårlige historier og kritisk pres udefra, kan man nemt glemme glæden ved hestene. Der giver avlsarrangementerne som bl.a. eksteriørkåringerne et lyspunkt med plads til god snak og en avlsmæssig diskussion med en kop kaffe i hånden. Det ser jeg i hvert fald frem til. 

Copyright Ridehesten.com
Fv. Marie Krabbe og Ib Kirk, der ejer og driver Katrinelund hingstestation. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Fakta
Sådan foregår eksteriørkåringer

Til en eksteriørkåring skal hoppen, modsat til sadelkåringer, ikke rides. 

En eksteriørkåring forløber således:
Hoppen måles, der tages signalement og hestepas afleveres.
Hoppen mønstres på fast bund i skridt og trav.
Hoppen vises løs i ridehuset, hvor gangarterne bedømmes.
Ved eksteriørkåring med løsspringning bedømmes galoppen under løsspringningen.
Hoppen fanges og opstilles foran dommerne, som giver karakteristik og oplyser kåringsgrad.
Den lineære bedømmelse sendes på mail til ejer og kan også ses i hestedatabasen.

Fold up

Se programmet for søndagens eksteriørkåring her. Og er du bosat på Fyn eller Sjælland kan du glæde dig til hhv. Stutteri Ask og Riders Cup afholder deres eksteriørkåringer senere på måneden.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner