Nostalgiske Perler... hingsteafprøvning

26-01-2013 15:09

Signe Wiese

I serien med Nostalgiske Perler fra Ridehesten store fotoarkiv er turen kommet til et billede fra 1990 af DV-hingsten Alto der springer i terrænet under sin materialprøve. Gennem årene har Dansk Varmblods afprøvningssystem ændret sig væsentligt
Copyright Ridehesten.com

Oprindeligt var den danske materialprøve for hingste, der blev etableret i 1970, en prøve svarende til de tyske materialprøver, hvor hingstene befandt sig på afprøvningsstationen i 100 dage, med en afsluttende prøve, der både omfattede gangarter, springning og ikke mindst en udmarvende terrænprøve, m.v. Også dengang var det maksimale pointtal, som hingstene kunne opnå 1000 point, – præcis som nu. Beståelseskravet var til gengæld ”kun” 650 point. Den første hingst, der i dette koncept rundede 800 point ved sin prøve, var springhingsten Royal Z I, der var en kombination af tophingstene Ramiro Z og Almé Z. Han opnåde hele 819,5 point. 100 dage var, og er en krævende, og givetvis også kostbar afprøvningsform. Så med rygtet i bagagen om, at man i Holland gennem et par år havde lavet nogle meget tilfredsstillende observationer på, at man på kun 70 dage kunne indhente præcis de samme afprøvningsresultater, endda med samme sikkerhed, som ved 100-dages testen, drog Dansk Varmblods avlsledelse og teknisk udvalg, på en studietur til Holland i slutningen af 1980’erne. Herefter blev det besluttet at den danske afprøvning også blev reduceret med en tredjedel, til ”bare” 70 dage. Efter flere tilpasninger undervejs, er det danske afprøvningssystem i dag blev moderniseret i endnu højere grad, så der nu tages hensyn til både avlens specialisering i henholdsvis avl af dressur- eller springheste, og til hingstenes velfærd. Læs mere om Dansk Varmblods hingsteafprøvninger via linket til højre. Se flere nostalgiske billeder via linket til højre

Ridehestens fotoarkiv rummer knap 2 millioner billeder og går helt tilbage til slutningen af 1970’erne. Blandt de utallige billeder gemmer sig nogle sande perler, fyldt med gode minder fra dansk avl og ridesport. På Ridehesten.com kan du fremover glæde dig til at se eller gense de nostalgiske billeder, når billederne - og ikke mindst historien bag dem - bliver præsenteret.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner