Hesselhoej bød indenfor i dag

22-03-2025 20:22

Kristine Bojsen

Avl

Den fynske EU-hingstestation, salg- og uddannelsesstald, Hesselhoej, inviterede i dag indenfor til åbent hus, hvor en perlerække af hingste og deres afkom blev vist frem

Copyright Ridehesten.com
Hesselhoej Double Up og Anders Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Omkring 300 mennesker havde fundet vej ind til Hesselhoejs ridehus, hvor 11 hingste blev vist frem i flot stil.

Flemming Schultz havde endnu en gang fundet mikrofonen frem, da han i selskab med Hans-Jørgen Hoeck guidede publikum gennem årets åbent hus-arrangement hos Hesselhoej.dk.

I de naturrige omgivelser med udsigt over Båring Vig blev både hingstekollektionen og afkom præsenteret, mens grillen blev tændt, forfriskninger serveret, og publikum kunne nyde en dag fyldt med heste, hygge og hingstesnak.

Deltagelsen var gratis, og blandt de forhåndstilmeldte blev der trukket lod om alt fra rideudstyr til en gratis bedækning med en af stationens avlshingste.

Hesselhoej.dk er for kort tid siden vendt hjem fra hingstekåring i Herning med fire nykårede hingste, der selvfølgelig skulle fremvises i dag.

Hesselhoej Sir Security
Født 2020, efter Springbank II VH/ Hesselhoej Donkey Boy, kåret i Dansk Varmblod. En moderne, smidig hingst med overbevisende gangarter og 9,3 i kapacitet ved championatsfinalen som 4-års.

Avler & ejer: Hesselhoej.dk

Copyright Ridehesten.com
Hesselhoej Sir Security under Cecilie Hedegaard. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Hesselhoej Delany
2020-hingst efter Hesselhoej Donkey Boy/ Sezuan, kåret i Dansk Varmblod. Imponerede ved 4-års championatet med bl.a. 10 for skridt og stærk afstamning fra flere Grand Prix-heste og elitehopper.

Avler & ejer: Hesselhoej.dk

Copyright Ridehesten.com
Hesselhoej Delany og Anders Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Zauberdeyk
18-årig hingst efter Van Deyk/ Friedensfürst, kåret i bl.a. Trakehner Verband og Dansk Varmblod. En alsidig sportshest med sejre i både international military og Grand Prix-dressur, kendt for sit fremragende temperament og sin holdbarhed.

Avler: Metafor AB, Monica L. / Ejer: Nicole Derlin

Go Magic
2022-hingst efter Helium/ Friedensfürst, kåret i Trakehner Verband og Dansk Varmblod. Udpeget som reservesieger i Neumünster, hvor han imponerede med type, format og taktfasthed i alle tre gangarter. Præmiehingst ved DV's hingstekåring 2024.

Avler & ejer: Jens Bloch & Karin Ravnkilde Jensen, Rødding

Copyright Ridehesten.com
Go Magic. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Derudover blev afkom af hingstene Hesselhoej Double Up og Hesselhoej Donkey Boss også vist frem for hånd. Hesselhøj Donkey Boys mor, Søbakkehus Kamilja, blev mønstret for hånd og avler Agnete Holmsted blev hyldet med blomster for det fantastiske avlsarbejde.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hesselhoej Double Up
6-års præmiehingst efter Hesselhoej Donkey Boy/ Tailormade Lancelot, kåret i Dansk Varmblod med 9 i helhed og er i dag i gang med samlingsarbejde op mod passage og piaffe.

Avler & ejer: Hesselhoej.dk

Hesselhoej Donkey Boss
Hingst efter Hesselhoej Donkey Boy/ Blue Hors Zack, tidligere præmiehingst og vinder af Aage Ravns vandrepokal. Under genoptræning efter skadesforløb – stadig højt vurderet for sine afkom.

Avler & ejer: Hesselhoej.dk

Copyright Ridehesten.com
Hans Jørgen Hoeck sammen med Agnete Holmsted, avler af Søbakkehus Kamilja. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Hesselhoejs hingstekollektion tæller flere fremragende trakehnerhingste, som har høstet stor anerkendelse i det tyske forbund. Derudover rummer kollektionen en unik knabstrupperhingst med fornemt hollandsk blod samt en flere hingste kåret i Dansk Varmblod.

Gaspard
Født i 2018, efter His Moment/ E.H. Imperio, kåret i flere tyske forbund. Præmiehingst med tre særdeles elastiske gangarter og imponerende type – en unghingst med tydeligt præstationspræget afstamning.

Avler: Dr. Angelica Lauritzen / Ejer: Nicole Derlin

Hymnus
2015-hingst efter Grimani/ Kentucky, kåret i Trakehner Verband. En sporty og energisk hingst med stor ridelighed, gennemførte sin 50-dages test med 7,94 som samlet resultat.

Ejer: Antoinette Funck

Spotilas Boesgaard
Præmiehingst med 9 i helhed og kåret i flere forbund, herunder Mecklenburg og KNN. Den unikke søn af Totilas kombinerer verdenskendt dressurblod med stærke danske knabstrupperlinjer. Spotilas udmærker sig med fremragende gangarter, særdeles god springteknik og et enestående temperament.

Avler & ejer: Stutteri Boesgaard

Hallifax Lyng
Præmiehingst og vinder af både 4- og 5-års klasser i Tyskland. Hallifax er kåret i fem forbund og forener præstationsblod fra Schwarzgold og Grand Prix-hesten Aston Martin. Med imponerende gangarter og en stærk hoppestamme har han hurtigt markeret sig som en lovende avlshingst.

Avler & ejer: Anne Lyngbye Melsen, Kokkedal

Copyright Ridehesten.com
Hymnus. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Søbakkehus First Mover
Født 2020, efter Blue Hors Fifty Cent/ Sir Donnerhall I, kåret i Dansk og Svensk Varmblod. Elastisk og korrekt med stærk hoppelinje, hvor flere præmiehingste og elitehopper optræder i nærmeste led.

Avler: Stutteri Søbakkehus v. Agnete Holmsted / Ejer: Cecilie Hedegaard

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner