Ny struktur for springtræningen i Danmark

09-09-2009 12:41

Grethe Næsby

Dansk Ride Forbund udvider trænerstaben til dansk springsport. Christer Ericsson bliver assisterende landstræner for bruttogruppen af seniorryttere, mens Michæl Aabo bliver assisterende landstræner for bruttogruppen af junior- og ungryttere. Begge trænere tiltræder 1. oktober 2009

Dansk springsport vil fremover blive trænet og udviklet af fire stærke trænerkapaciteter mod de nuværende to, skriver Dansk Ride Forbund i dag. Achaz von Buchwaldt og Lars Terkildsen bliver pr. 1. oktober 2009 flankeret af Christer Ericsson og Michæl Aabo, som Dansk Ride Forbund har ansat til at styrke den danske springelite. Det er to stærke kort, som den danske springsport får på hånden med udvidelsen af landsholdsteamet. Christer Ericsson har gennem mange år trænet topryttere fra hele Europa, mens Michæl Aabo er professionel springrytter, der flere gange har været en del af det danske landshold. Dermed kommer trænerstaben til at se ud som følger: Achaz von Buchwaldt, landstræner, seniorlandshold Christer Ericsson, assisterende landstræner, bruttogruppen (seniorer) Michæl Aabo, assisterende landstræner, bruttogruppen (junior- og ungryttere) Lars Terkildsen, assisterende landstræner, bruttogruppen (ponyryttere) ”Vi er utrolig glade for at få tilknyttet to så store kapaciteter som Christer Ericsson og Michæl Aabo til dansk elitespringning. Det er et særdeles stærkt landstrænerteam, vi har fået opbygget, og vi glæder os alle til at komme i arbejdstøjet. Den næste måneds tid kommer til at gå med at fastlægge strategierne og planlægningen samt fastsætte kriterier for deltagelse i de forskellige ryttergrupper. Dette vil blive fremlagt i midten af oktober”, siger Jens-Erik Majlund, sportschef i Dansk Ride Forbund. Landstrænerteamet har ansvaret for kommunikation, individuel træning, træningssamlinger og stævneplanlægning med deres respektive ryttergrupper. Derudover vil teamet i samarbejde med sportschefen, talentchefen og formanden for springudvalget i Dansk Ride Forbund udgøre ledergruppen for springning. Ledergruppen skal fastlægge både kortsigtede og langsigtede strategier for springning, planlægge og gennemføre fællestræningssamlinger for alle grupperne, udarbejde den overordnede stævneplanlægning samt koordinere mellem sporten og springudvalget.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner