Ny direktør for Vilhelmsborg

22-12-2005 00:00

Britt Carlsen

Bestyrelsen for Driftsaktieselskabet Vilhelmsborg A/S har ansat Morten Sejersen som direktør. Han får i lighed med sin forgænger det overordnede ansvar for driften af Det Nationale Hestesportscenter, herunder i samarbejde med de faste brugere at fastlægge og gennemføre visioner og strategi for stedet og at sikre det økonomiske grundlag for fortsat at udvikle Vilhelmsborg. Morten Sejersen er uddannet cand. agro. og HD i organisation og kommer fra en stilling som landskonsulent på Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Fagkontoret Økonomi og Jura. Hans ansvarsområde er p.t. efteruddannelsen af de ca. 1.700 medarbejdere fra hele landet, der arbejder med økonomirådgivning i Dansk Landbrugsrådgivning. Tidligere har han arbejdet med regnskabsdatabaser, finansiering og strategisk planlægning og var før han blev ansat på Landscentret økonomikonsulent i en lokal landboforening. Morten Sejersen bevarer en tilknytning til Landscentret, idet han fortsat vil løse opgaver for International Afdeling. Morten Sejersen er 49 år og bor på en gård ved Beder sammen med sin familie. Han ser stillingen som direktør på Vilhelmsborg som en spændende mulighed for at kombinere sine erfaringer fra sit arbejdsliv omkring strategisk tænkning, planlægning af aktiviteter og ledelse af medarbejdere i samspil med mange interessenter med sine erfaringer fra "hjemmebanen" omkring drift af et landbrug, herunder især vedligeholdelse og udlejning af bygninger. Morten Sejersen afløser 1. februar 2006 Niels Hobolt Jensen, der har været direktør siden maj 2002 og, som tidligere meddelt, har ønsket at fratræde for at få mere tid til sine øvrige interesser.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner