Nu skydes Bundgaard Byg Cup i gang

08-05-2025 12:18

14 dage senere end egentligt planlagt bliver første kvalifikation af den populære Bundgaard Byg Cup skudt i gang i denne weekend, når Hovgaard Rideklub inviterer indenfor til landsstævne i dressur

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend skydes årets Bundgaard Byg Cup i gang med første kvalifikation. Her ses sidste års vinder, Carina Nevermann Torup på Lennon. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Hovgaard Rideklub på Fyn er værter for årets første kvalifikation af den populære turnering Bundgaard Byg Cup, som afholdes ved deres landsstævne i dressur for både heste og ponyer, der løber af stablen fra i morgen, fredag. Stævnet skulle egentligt være afholdt i uge 17, men i starten af året valgte arrangørerne at rykke stævnet til uge 19, altså fra den 9.-11. maj. 

Det betyder altså, at det er i denne weekend, at den 27. udgave af turneringen skydes i gang. Bundgaard Byg Cup har nemlig været en fast del af udendørssæsonens stævner siden 1998, og hvert år er det et særdeles populært tilløbsstykke for talentfulde dressurryttere, der alle kæmper om point til en plads i den eftertragtede finale, som i år afholdes hos Stutteri Ask og Blue Hors i oktober. 

Fakta
Bundgaard Byg Cup 2025

Den populære turnering strækker sig over fire kvalifikationsstævner og én finale. 

Kvalifikationsstævner:

  • Hovgaard Rideklub den 9.-11. maj
  • Kirstinelund Sportsrideklub den 21.-22. juni
  • Dansk Varmblod Rideklub (Vilhelmsborg) den 30.-31. august
  • Solrød Rideklub den 27.-28. september 

Finale: Stutteri Ask den 11.-12. oktober

Fold up
Copyright Ridehesten.com
De fantastiske faciliteter hos Hovgaard Rideklub på Fyn danner rammerne om første kvalifikation. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

I morgen indleder Hovgaard Rideklub med spændende B-klasser fra morgen til aften for både pony- og hesteryttere, hvor der blandt andet er en Prix St. Georges på programmet med hele 18 ekvipager til start. Fredagen afsluttes med en spændende Intermediare 2, hvor ni ekvipager skal på banen, herunder spændende navne som Daniel Bachmann Andersen, Sara Aagaard Hyrm og Anna Zibrandtsen

Det er på lørdag, at den populære Bundgaard Byg Cup skydes i gang, hvor 24 ekvipager skal på banen for at ride Intermediare 1 inden søndagens kvalifikationsfinale, der går i Intermediare 1 Kür. Foruden Bundgaard Byg Cup, er det også på lørdag, at man kan opleve U25-rytterne i aktion, når de skal ride deres U25 Grand Prix, ligesom aftenen sluttes af med ti ekvipager i Grand Prix. 

Copyright Ridehesten.com
Sara Aagaard Hyrm tager Atterupgaards Cooper med til Hovgaard Rideklub. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Fakta
Kvalifikationskrav Bundgaard Byg Cup

Turneringen er åben for ekvipager, der har opnået mindst 60% ved start i en Prix St. Georges ved B-stævner eller 63% i Prix St. Georges ved C-stævner i kvalifikationsperioden.

Ved kvalifikationsstævnerne er det de 15 bedste ekvipager, der har redet over 60%, der går videre til andendagens kvalifikationsfinale. 

Når kvalifikationsrunderne er redet, går de 18 bedste ryttere videre til finalen, der i år bliver afholdt på det flotte Stutteri Ask og Blue Hors, for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup. 

Fold up

På startlisten til dette års første kvalifikation af Bundgaard Byg Cup, er der ligeledes særdeles spændende navne. Blandt andet har Daniel Bachmann Andersen hele to heste med til start. Derudover er sidste års finalist, Didde Marie Thekilde til start, denne gang med en anden hest end sidste år, nemlig den 8-årige DV-vallak Fellini Klint e. Blue Hors Farrel/ Blue Hors Zack (opdr. Gitte og Poul Erik Klint), og ellers er startlisten spækket med dygtige og ambitiøse dressurryttere, der alle møder op for at kæmpe om en plads i finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Sidste års finalist, Didde Marie Thekilde med Fellini Klint. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Stævnets startlister kan findes her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner