Nu lyder startskuddet for certificeringsordningen

15-08-2011 16:06

Signe Wiese

Med afslutningen af et næsten to år langt udviklings- og pilotprojekt er Dansk Ride Forbunds certificeringsordning nu sat i drift, og alle Dansk Ride Forbunds klubber får dermed nu mulighed for at tilmelde sig ordningen.
Copyright Ridehesten.com
(Arkivfoto: Ridehesten.com)

Certificeringsordningen er fremtidens værktøj til profilering, styrkelse og udvikling af klubberne under Dansk Ride Forbund. Med certificeringerne opnår rideklubberne en skarp og veldokumenteret profil, og certificeringerne kan således være et stærkt markedsføringsværktøj for klubberne. Markedsføringen kan fx rettes mod samarbejdspartnere som kommune og sponsorer, hvor klubben via sine certificeringer fra Dansk Ride Forbund kan dokumentere dens værd og særlige kompetencer. Flere af de certificerede rideklubber har da også oplevet, at det at klubben er blevet certificeret er noget, der bliver lagt mærke til hos kommunen. Markedsføringen kan også rettes mod nye medlemmer og give klubben en specifik klubprofil, der kan fremhæve og adskille den i forhold til de omkringliggende klubber. For eksempel er elevskolecertificering oplagt at bruge til hvervning af nye medlemmer, da klubben med elevskolecertificeringen kan dokumentere at klubbens elevskole tilbyder undervisning, heste og udstyr af god kvalitet. En af de klubber, der blev certificeret i løbet af pilotprojektet, var Sakskøbing Rideklub. Her har man brugt certificeringen som led i klubbens udviklingsstrategi for de kommende år, og klubben har som følge heraf oplevet en medlemsfremgang på ca. 50 %. Eksternt kan certificeringerne blive et vigtigt markedsføringsværktøj for klubberne, men internt kan de samme certificeringer blive et lige så vigtigt styringsværktøj i klubben. Tre certificeringer er klar – og flere er på vej Certificeringsordningen er en ordning i udvikling. Foreløbigt består ordningen af to basis certificeringer, organisation og sikkerhed, og én profilcertificering, elevskole. Allerede inden årets udgang forventer Dansk Ride Forbund at have yderligere to profilcertificeringer på plads, det bliver en stævnecertificering på klubstævneniveau og en ridelejrcertificering. På sigt er planen at der i alt skal være ca. ti certificeringer, som skal afspejle og profilere de kvaliteter, der gør ridesporten og dens klubber til noget ganske særligt. Stor interesse blandt rideklubberne Som en del af projekt ”flere medlemmer” blev klubberne spurgt til deres kendskab til certificeringsordningen, og til om klubben er interesseret i at blive certificeret. To ud af tre klubber har udtrykt interesse for at blive certificeret – det er et meget positivt signal og et stort skulderklap til Dansk Ride Forbunds Klubudvalg, som har udviklet certificeringsordningen. For at imødekomme denne interesse er en helt ny gruppe af frivillige under Dansk Ride Forbund ved at blive udvalgt og klædt på til at rådgive og sparre med klubberne i certificeringsprocessen. At blive certificeret er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden. Det er en proces, hvor klubbens rammer, procedure og ydelser gennemgås, forbedres og synliggøres over for klubbens medlemmer og samarbejdspartnere. Tilbagemeldingerne fra de seks klubber, der er blevet certificeret i løbet af pilotprojektet har været meget positive. Skal din klub være den næste, der bliver certificeret? Hvis du synes at det lyder som noget for din klub at komme i gang med certificeringsordningen, er du meget velkommen til at læse mere om ordningen her via links til højre. Kilde: DRF

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner