Nu koster transportudheld kassen

12-02-2017 11:05

Som hesteejer er det et stort ansvar, når man skal transportere sine heste, og det kan blive endnu mere uoverskueligt, for nu kommer transportuheld til at koste dyrt 

Copyright Ridehesten.com

Hvis man i fremtiden kommer ud for et uheld under transporten af sin hest, vil det kunne betyde en ekstra stor udgift. Indtil nu har man som hesteejer kunne tegne en forsikring igennem Falck, således at man var sikret transport af hesten fra ulykkesstedet til fx et dyrehospital, hvis man kom ud for et bil -eller traileruheld, men det er nu slut.

- Vi har valgt, at vores kerneområder, som hos Falck især er vejhjælp og sundhedsydelser, skal prioriteres højere. Derfor er vi nødt til at udfase de abonnementstyper, hvor økonomien ikke løber rundt. Det er naturligvis ærgerligt, at den prioritering rammer heste- og kæledyrsejere, men prioriteringen er lavet for at levere bedre service til flest mulig kunder, fortæller Jesper Jakobsen, Kommunikationsmedarbejder hos Falck til Fritidsmarkedet.

På trods af, at Falck ikke længere vil forsikre heste under transport, betyder det dog ikke, at man bliver efterladt på motorvejen med sin hest, men den videre transport af hesten kan dog blive rigtig dyr, og denne omkostning skal betales med det samme.

Falck er dog ikke ene om ikke længere at tilbyde denne type forsikring, der er nemlig ikke mange andre selskaber, der ønsker at forsikre heste under transport.

Problemet for flere forsikringsselskaber er, at der skal være aftaler med dyrlæger og vejhjælp over hele landet, og det er langt fra muligt. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at blot ét forsikringsselskab vil tegne en sådan forsikring, nemlig Top Danmark.

/fritidsmarkedet.dk

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner