Nomineret til årets parasportsudøver 2017

16-01-2018 09:23

De to pararyttere Stinna Tange Kaastrup og Susanne Sunesen er nomineret til årets parasportsudøver 2017

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 25.januar bliver årets parasportsudøver 2017 kåret, hvor Pressalits Keep Living-prisen uddeles til én af de fem nomineret paraatleter. De to danske pararyttere Susanne Sunesen og Stinna Tange Kaastrup er iblandt de fem nominerede atleter, der i løbet af året har bevist, at de er blandt verdens absolut bedste inden for deres sportsgren.

2017 har været et år med mange imponerende danske præstationer i parasporten. Stinna Tange var på medaljekurs, da hun tog hele tre medaljer ved EM i paradressur med hesten Smarties. Susannne Sunesen og Que Faire leverede endnu en gang en suveræn præstation. Ekvipagen tog guld i Kür ved EM i paradressur samt sølv i holdkonkurrencen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi har uddelt Keep Living-prisen igennem 15 år, og jeg kan ikke huske, at vi har haft et stærkere felt af nominerede. Der er virkelig tale om atleter, der tilhører verdenseliten, og atleter – garvede PL-deltagere og kommende PL-debutanter – der allerede nu har fokus rettet mod de Paralympiske Lege i Tokyo i 2020, fortæller Michael Møllgaard Nielsen, der er elitechef i Parasport Danmark til parasport.dk.

Det er syv år siden en pararytter tog prisen som årets parasportsudøver, i 2010 var det nemlig landsholdet, der fik prisen, mens vi skal tilbage til 2007, hvor det blev Annika Lykke Dalskov, der løb af med den fornemme pris.

Ved nomineringerne blev der lagt vægt på årets resultater, men også træningsindsats, indstilling og det, at udøveren vil være en god repræsentant for parasporten. De nominerede er Daniel Wagner, atletik, Susanne Sunesen, dressur, Stinna Tange Kaastrup, dressur, Lisa Kjær Gjessing, taekwondo og Cathrine Rosengren, badminton. Sammen med anerkendelsen følger der 40.000 kr.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner