New Tabasco aflivet efter påkørsel

27-03-2014 15:41

Den talentfulde pony New Tabasco blev i går aflivet efter, at den på en skridttur blev påkørt af en bil og brækkede benet

– Ja, det er helt ufattelig, at det hele slutter på sådan en tragisk måde inden at vores eventyr egentlig var startet, sådan skriver ponydressurrytter Sandra Kristoffersen på sin facebookside i dag, om den pony, hun havde fået lov til at ride på for familien Sørensen på Skanderborg Ridecenter, og som hun kun nåede at få nogle få, men meget succesfulde starter på.

– Det her er så uretfærdigt og så uheldigt og så uforståeligt som det overhovet kan være! Kan ikke forstå det og kan ikke fatte at det skulle ske, skriver en berørt Sandra Kristoffersen.

Til Ridehesten.com fortæller hun endvidere: – Tabasco havde brækket det ene ben to steder, dyrlægen kom heldigvis rimelig hurtig men kun ikke gøre så meget andet end bare at aflive den.

Det var berider Ulrik G. Sørensen, der red Tabasco, da ulykken indtraf: – Jeg ville hellere, at det var mig selv der havde brækket benet, for det kunne da i det mindste repareres, fortæller Ulrik, der selv slap uden men.

– Vi skridtede helt ude i rabatten, da der kommer en bilist i høj fart bagfra, fortæller Ulrik og fortsætter; – ponyen bliver skræmt og begynder at reagere allerede et stykke tid inden bilisten kommer helt tæt på.

Bilisten holder dog den høje fart, og desværre reagerer Tabasco til sidst ved at springe ud foran bilen og får det ene bagben ind under hjulet på bilen.

– Jeg kunne slet ikke have undgået det, de bilister viser ikke ret meget hensyn, fortæller en fortvivlet Ulrik Sørensen til Ridehesten.com og slutter: – Det var en fantastisk pony og det er et stort tab for os.

– Uden tvivl har Tabasco været den bedste pony jeg nogen sinde har fået lov til at ride og har været noget af det mest fantastiske at side på! Stor tak til familie Sørensen for at give mig muligheden, slutter Sandra Kristoffersen; – Himlen har fået en kæmpe, kæmpe stor stjerne i går! Det her havde du ikke fortjent, Tabasco.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner