Camilla Tiefensee Schrøder
I denne uge skydes det store internationale stævne Equitour Aalborg endelig i gang i Uggerhalne, og lørdag den 26. maj står den på FEI Nations Cup i springning. Her skal det danske landshold dyste mod 12 andre nationer på hjemmebanen, hvor det sidste år blev til en historisk dansk sejr. Sportstv-kanalen Eurosport sender direkte fra den store begivenhed, oplyser Dansk Ride Forbund.
Første del af Nations Cuppen vises direkte på Eurosport Player fra klokken 16, mens den anden og afgørende del sendes direkte på Eurosport 2 fra klokken 18.15-19.15.
Dansk landshold klar i Uggerhalne
Det danske springlandshold består i år af danmarksmester Thomas Sandgaard, der også var på det vindende Nations Cup-hold i 2017. Han får selskab af Zascha Nygaard Andreasen, Emil Hallundbæk og Martin Dinesen Neergaard, mens Andreas Schou er femtemand.