Modtagere af Dansk Rideforbunds Ærestegn

02-04-2008 07:27
På Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde i weekenden i Odense blev adskillige personer hædret med forbundets ærestegn.

Følgende personer modtog Dansk Ride Forbunds ærestegn: Anne-Mette Binder Anne-Mette Binder blev tildelt Dansk Ride Forbunds ærestegn på baggrund af en fremadstormende international karriere. Anne-Mette er den første dansker i nyere tid, som er indvalgt i et udvalg under FEI og hun er tillige udpeget til FEIs Appeal Committee for de Olympiske Lege. Herudover bestrider Anne-Mette posterne som A-dommer i dressur samt er FEI international Militarydommer. Anne-Mette blev tildelt ærestegnet for sin internationale karriere. Henny Hove Henny Hove blev tildelt Dansk Ride Forbunds ærestegn på baggrund af en bemærkelsesværdig karriere som official i forbundet. Hun er den, der vides at have varetaget flest funktioner: hun har været: Distriktstekniksk delegeret, ridemærkedommer, besigtiger, blåstemplingskonsulent, ponymåleransvarlig i distriktet, Amtsrepræsentants i Fritidsrådet, medlem af distriktsbreddeudvalget, klubkonsulent, handicapunderviser. Det er ikke tilstrækkeligt at bestride mange poster for at få forbundets ærestegn. Henny fik forbundets ærestegn for at bestride alle posterne kompetent og med stor respekt for hendes arbejde. Henny er indbegrebet af en Dansk Ride Forbunds official. Derfor fik hun forbundets ærestegn. Johan Iversen Johan Iversen repræsenterer virkeliggørelsen af udsagnet: ridning for alle – hele livet. Johan har været fanebærer for dansk militarysport i en menneskealder og han blev i 2007 i en alder af 70 år danmarksmester i military. Alt i alt en bemærkelsesværdig indsats for militarysporten – og for denne indsats modtog Johan forbundets ærestegn. Lizza Kejlberg Lizza repræsenterer i egen person en af forbundets værdier – Dygtiggørelse for alle. Lizza har i sin egenskab af distriktsformand i distrikt 12 virkeliggjort værdien ”Dygtiggørelse for alle”. Og for denne specielle indsats modtog hun forbundets ærestegn. Christian Valentin I over 20 år har Christian Valentin haft sæde i Dansk Ride Forbunds Appeludvalg – det tidligere Ordens- og Amatørudvalg. Der står i retningslinierne for tildeling af ærestegnet, at det aldrig kan gives for at have siddet på en post i lang tid. Men det kan gives, såfremt der er tale om en langvarig og enestående indsats. Og det er præcis for den enestående indsats Christian Valentin blev tildelt ærestegnet. Ulf Helgstrand Bestyrelsen havde besluttet at tildele Ulf Helgstrand ærestegnet. Næstformand Jørgen Mertz sagde ved overrækkelsen, ”Ulf blev for fem år siden valgt som formand for Dansk Ride Forbund. På et tidspunkt, hvor forbundets organisation og økonomi var tæt på et kollaps. Siden da har Dansk Ride Forbund udviklet sig til i dag at have en stærk og velfungerende organisation, en utrolig stærk økonomi og en høj grad af anerkendelse både i FEI og Danmarks Idræts-Forbund men uden at være færdig med at gøre tingene endnu bedre. Ulf har været meget mere end formand – han har været en frivillig ildsjæl af de sjældne, der har haft føling med alt og alle i hele Dansk Ride Forbund i hele denne udviklingsproces. Han har evnet · at sætte retningen uden at træde andre holdninger under fode · at være meget resultatorienteret men samtidig respektere, at det var en proces at ændre forbundet · at være den perfekte idrætspolitiker - han arbejder strategisk og giver samtidig plads til og respekterer, at andre (frivillige eller ansatte) arbejder med driften. Det vurderer bestyrelsen at være en enestående indsats og for det har bestyrelsen besluttet at tildele Ulf Dansk Ride Forbunds ærestegn”. Efterfølgende modtog årets championatsvindere championatsnålen og Anikka Lykke Dalskov blev hædret for hendes guldmedalje ved VM i dressur for handicappede. Generalsekretær Britta Riis gennemgik herefter regnskab og budget, som også blev godkendt ved applaus. Repræsentantskabsmødet blev kortvarigt suspenderet, for at forsamlingen kunne følge de danske rytteres præstationer ved World Cup Finalen i Holland. Else Marie Frandsen blev valgt til bestyrelsen. Jørgen Mertz og Stine Skov Bjerregaard modtog genvalg. Lars Agergaard blev 1. suppleant til bestyrelsen og Jette Bille blev 2. suppleant. Ole Rosdahl genopstillede til Appeludvalget og blev sammen med Birgit Jordan og Henrik Tofte Olesen valgt ved applaus. Charlotte Velin blev valgt til den ledige suppleantpost. Torben Kristensen, KPMG, blev valgt til revisor og Henrik Paludan, KPMG, til revisorsuppleant. Generalsekretær Britta Riis sagde efter mødet, ”Det er fantastisk at mærke den tillid, der de seneste år er blevet bygget op til bestyrelsen og til administrationen. Det er en tillid, vi hele tiden skal gøre os fortjent til og aldrig tage for givet. Og jeg er glad for, at vi alle kan løfte hovedet og være stolte af at være en del af Dansk Ride Forbund”. Kilde Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner