Tydeligt mærke af en hestesko i det voks, der placeres på den hvide liste bag vandgraven.

Den store, åbne vandgrav er en del af forhindringerne på springbanerne, når rytterne når LA-niveau. Bredden på vandgraven kan variere fra 325 cm i de lave klasser til 450 cm i S4* For nogle heste (og ryttere) kan vandgraven udvikle sig til at være en forhindring, som giver problemer.

Vandgraven er oftest opbygget med en forkant, et opspring, ofte bestående af skrå planker eller bomme, et lavt stakit eller lignende, med en maksimal højde på 50 cm. Selv om sådanne opspring rives ned, væltes eller flyttes, dømmes der ikke fejl herfor. Hvis der ikke er noget opspring, skal der også på opspringssiden anbringes en hvid liste. Vandet i vandgraven skal tydeligt adskille sig fra den omliggende ridebund. Det sidste bruges fortrinsvis ved afvikling af derbyklasser.

Når den hvide voks bliver brugt er det tydeligt at se, om hesten har trådt på listen efter vandgraven.

Læs også: Banedesignere ved DM: – Det er fantastiske rammer (video)

På landingssiden skal der ligges en skridsikker gummimåtte, og en hvid liste udgør ”nedslagsdelen” – så træder hesten i vandgraven eller på listen, er der fejl.

Modellervoks
I dag forsynes listen ofte med en strimmel af et modellervokslignende stof. Når hesten træder i det, bliver der et mærke, som viser, at der er nedslag. Stykket skæres ud, forsynes med hestens stævnenummer og gemmes, så rytteren kan se det som bevis på nedslaget, såfremt der opstår uenighed. Når vandgraven er en del af forhindringerne på banen, skal der være en springdommer på plads ved forhindringen. Vedkommende signalerer til dommertårnet, hvorvidt der er fejl eller ej.

Når vandgraven bruges i forbindelse med konkurrencer er der en vandgravsdommer, som holder øje med, om hestene rammer vandet eller "nedslagsdelen", som er den hvide liste.

Læs også: Landstræner glæder sig til DM i springning