Mille Albinus Hjermitslev
Selvom mange danske springryttere er til start på Riders Cup, hvor første kvalifikation af Walber Cup afholdes i denne weekend, er der også mange ryttere, der er til start rundt omkring i Europa. Torsdag blev det også til mange flotte placeringer i udlandet til de danske ryttere.
I Linz-Ebelsberg i Østrig blev det til en dansk andenplads i torsdagens højeste klasse i 145 cm. Den gik til Andreas Schou og Lady Corlina e. Casiro 3/ Corlensky G, der leverede to fejlfrie runder og en hurtig omspringning. Schou har de sidste to uger redet Global Champions Tour i Miami og Mexico City - med andre heste. Danske Nicolas Pedersen red ligeledes fejlfrit i klassen, men endte udenfor placeringerne. Se Andreas Schou og Lady Corlinas runde i videoen nederst i nyheden.
Tidligere på dagen havde flere danske ryttere haft yngre heste til start. I klassen for 7- og 8-års heste blev det til en syvendeplads til Mathias Nørheden Johansen og Olun e. Untouchable 27. Nicolas Pedersen og Tailormade Chac Blue e. Exelero 2/ Caspar blev nummer 10, mens Kamilla Ladefoged Rasmussen og Rassal Van't Zorgvliet e. Casall/ Heartbreaker blev nummer 12.
I Opglabbeek, Belgien på Sentower Park blev det også til en topplacering til en dansk rytter i torsdagens højeste klasse i 145 cm. Det unge talent Karoline Sloth Kjær, der er rytter ved RC Horses, red en fejlfri runde med Ambrosio d'Alcy e. Cabdula du Tillard/ Calvaro F.C. og blev placeret som nummer fem. Sloth Kjær var ligeledes blevet placeret som nummer fem tidligere på dagen i klassen for 6-års heste i 120 cm med Drumlins I'M Oden e. I'M Special de Muze.
Et andet dansk talent Laura Baaring Kjærgaard, der er rytter ved Jos Lansink, er også til start i Sentower Park og red ligeledes fejlfrit i klassen på 145 cm.