Annika Knudsen Lorentsen
Vestervangs Arami e. Akinos/ Ragazzo (opdr. Kirsten Svendsen og Kaj Klavsen) blev tidligere pensioneret fra militarysporten af sin rytter Hanne Wind Ramsgaard. Vestervangs Arami har i årevis gjort sig bemærket i den danske såvel som internationale militarysport.
Sammen har ekvipagen opnået mange flotte resultater, og de har været en af de bedste danske ekvipager i mange år. De deltog ved UVM tilbage i 2011, og siden har de steppet op på højeste niveau og deltaget ved EM i både Blair Castle (Storbritannien) og Strzegom (Polen) i henholdsvis 2015 og 2017. Sammen har de ligeledes deltaget ved flere 4- og 5-stjernede stævner, og blandt andet deltaget i det prestigefylde Badminton Horse Trials. Ekvipagen har også vundet det danske mesterskab, og deltaget i de nordiske mesterskaber.
Nu har Hanne valgt, at det var tid til, at Arami skulle flytte fra hendes stald, da han har fortjent et otium, hvor han kan gå dressur, på tur og ellers få en masse kærlighed. Han er derfor flyttet ind hos Lotte Dane, som allerede er meget glad for at have den tidligere tophest i stalden. Hanne selv fortæller ligeledes, at hun er glad for beslutningen.
– Jeg har kigget efter det rigtige for ham i noget tid, og det får han hos Lotte Dane: Nus, dressur, tur og en masse kærlighed. Arami har knoklet for mig, og givet mig meget mere end jeg har kunne drømme om til militarystævner i hele Europa. Hans FEI-pas lyver ikke, og stemplerne fra internationale stævner starter i 2011 og slutter i 2021, fortæller Hanne blandt andet i et opslag på sin Facebook. Se hele opslaget nedenfor.