Maja Golles
Når der udskrives cups eller rides om mesterskaberne, er der enten ikke mulighed for de mindre kategorier at starte, eller de har ikke en chance for at gøre sig gældende. Søborggård Rideklub har derfor valgt at udskrive en cup med nogle gode præmier, og hvor alle kategorierne har en mulighed. Hver kategori vil blive dømt for sig, således at der vil være en Søborggård Cup vinder indenfor kat. 1., kat.2 og kat. 3. Finalen skal foregå over to dage med dressur og terrænspringning om lørdagen og ridebanespringningen på sidste dagen - ligesom til DM. Det gør, at publikum er samlet på et sted og ikke spredt i terrænet, hvorved der vil være flere til at fejre vinderne. I forbindelse med to-dages stævnet har klubben inviteret til rytterfest lørdag aften med helstegt pattegris, fri bar og diskotek for alle aldre. Yderligere oplysninger om Søborggård Cuppen kan ses via linket.