Britt Carlsen
Så blev det afgjort; Andreas Helgstrand valgte at trække Blue Hors Matiné fra World Cup finalen. Efter samråd med flere dyrlæger besluttede han at spare hoppen. - Jeg er ikke kommet helt til Las Vegas for at ride på halv kraft, og så skal vi helt sikkert også tænke på hendes velfærd, understregede Andreas. Han indrømmede, at han i går var noget nedtrykt over Matinés skade og risikoen for, at han ikke kunne ride, men i dag virkede han meget afklaret med sin beslutning. - Det er helt klart en hest til fremtiden, og der er ingen grund til at presse hende. Han og landstræner Rudolf Zeilinger er rørende enige om ikke at risikere, at Matiné skal ud i et længere behandlingsforløb. - Vi har en lang sæson foran os, og vi skal have kvalificeret det danske landshold til OL ved EM i slutningen af august, understregede han, så han meste bestemt ikke en start var risikoen værd. Kjeld Kirk Kristiansen og hans familie samt Andreas' familie, Susanne og Esben Møller fra Blue Hors kommer til Las Vegas for at støtte Andreas. Du skal ikke gå rundt der alene, var beskeden.