Mange fejl prægede finalen

10-08-2014 16:04

Britt Carlsen

UVM for 6-årige dressurheste bar præg af mange fejl, men også store lyspunkter, og blandt dem Stine Døssing Lehmanns Lilo der var et mulehår fra en medalje

Stine Døssing kom til Verden uden nogen forventninger, men en stor glæde over at være på det danske landshold. I kvalifikationen lykkedes det lige netop ikke at blive blandt de 12 bedste, men Stine og Lilo e. De Noir kom stærkt igen i den lille finale som de vandt. Det gav dem en stattid som finalens tredje startende ekvipage. Lilo dansede gennem travprogrammet, taktfast og rummeligt enste lille mislyd var, at hun blev lidt for rejst i travøgningerne, og det var også præcist det, som dommerne slog ned på i deres beskrivelse af ridtet, der blev vurderet til 8,56 points. Det skulle vise sig at Stine med den karakter lagde sig ind på andenpladsen, og som klassen skred frem faldt flere og flere af konkurrenterne fra, og Stine fastholdt sin topplacering indtil der blot var få heste tilbage.

- Det var spændende lige til det sidste, og det kunne have været sjovt at holde en medaljeplads, men jeg er godt tilfreds med min femteplads, det var der ingen som på forhånd havde regnet med, heller ikke jeg selv, fortalte Stine efter finalen. - Jeg havde en rigtig god tur i dag, den bedste hernede, hun var bare så fin. På spørgsmålet om hvordan det føles at skridte rundt på banen efter endt ridt og vente på dommernes bemærkninger til hestens kvalitet, dens uddanelse og dagens program, sagde Stine: Det er meget nervepirrende, for selvom jeg syntes Lilo er fantastisk, så er det jo ikke sikkert dommerne syntes det samme, men i dag syntes de da, at hun var lidt fantastisk, ler Stine. Dommerne kaldte Lilo en meget elegant, letfodet og højstillet hest med en meget elastisk trav og en skridt i klar takt med god skulderfrihed en galop op-ad-bakke og led flotte changementer - en talentfuld hoppe til fremtiden.

Mens sejren i går gik til Danmark og Dansk Varmblod qua Sezuan, så blev det i dag hollændernes tur til at juble da super elegante Dancer Frever e. Vivaldi dansede gennem travprogrammet til 9,8 og en samlet score på 9,04 hvor også hestens rytter Kirsten Brouwer fik ros for hestens korrekte uddannelse.

På andenpladsen fulgte endnu en hingst Aueim's Del Magico e. Dimaggio redet af Stephanie Dearing for Østrig, den elegante skimmel imponerer især i galop, der bliver afviklet taktfast og i særdeles god balance til 8,66 points.

På tredjepladsen fulgre Dream Boy endnu en Vivaldi-søn redet af Gerdine Maree for Holland til 8,62 points.

Selvom kvaliteten af hestene generelt ikke var helt så høj i 6-års som 5-års klassen, så blev det en meget seværdig finale, hvor spændinger, changementsproblemer og uro i skridtbevægelsen kostede flere kandidater en topplacering. Desværre også Allan Grøns Zick Flower e. Blue Hors Zack der scorede klassens tredjehøjeste travkarakter på 9,2 men også fik 5,9 for skridt. De sluttede på 11. pladsen med 7,98, mens Jan Møller Christensen og Rosetti e. Blue Hors Romanov kom ind på 12. pladsen med et 9-tal for trav som højeste karakter - ialt 7,9 points fik parret. 

Læs meget mere om UVM i Verden i magasinet Ridehestens septembernummer. 

 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner