Man skal altid have en plan

04-09-2024 06:22

Anna Pørtner

Susanne Barnow driver til dagligt Barnow Dressage, der har til huse på Kirstinelund Ridecenter i Harlev udenfor Aarhus, som hun sideløbende driver med sin partner Steffen Kristensen. Vi har mødt hende til en snak om vejen dertil, at ærlighed koster kunder, og hvordan hun forvandler rå ungheste til velfungerende dressurheste

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow og Heiline's Danciesse e. Jovian/For Romance I (opdr. Stald Heiline v/ Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen). Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Da vi mødte Susanne Barnow til en snak om hendes karriere og store succes med særligt de unge heste, var der ingen tvivl om, hvordan Susanne har banet sig vej; hårdt arbejde, lange arbejdsdage og en positiv attitude. Mens hun afsluttede dagens ridetur på den store vallak, Skovdals Dexter, ringede telefonen flere gange. Kunder, elever og opstaldere, der vil i kontakt med den dygtige dressurrytter: – Min telefon står aldrig stille, griner Susanne, imens hun traver videre.

Starten på karrieren
Som mange andre piger var Susanne bidt af en gal hest i en tidlig alder. Hun og hendes søster, Christina, startede til ridning, da de var ganske unge.

– Efter at have plaget mine forældre længe startede jeg på den lokale rideskole som 6-årig. Jeg måtte egentligt først starte, når jeg fyldte syv, men en dag gad de ikke at høre på mig længere, og så fik min søster og jeg lov at starte til ridning, mindes Susanne.

Derfra gik der ikke længe, før Susannes første, egen hest stod i stalden: – Jeg var omkring syv år gammel, da jeg fik min første pony, og 12 år, da jeg fik min første hest: – Vi havde ikke de store midler, så da vi købte hesten Rex, var det for 18.000 kroner, smiler hun og fortsætter: – Han mindede mest af alt om en forvokset gravhund; en lang, rød vallak på 158 cm med en stor blis, og så kunne han absolut ingenting.

– Min søster og jeg fik redet ham op, og jeg endte faktisk med at ride MA og Prix St. Georges på landsplan. Jeg red dressurstævner på ham om lørdagen, og min søster red springstævner på ham om søndagen. Vi måtte dele hestene, da vi ikke havde midler til to. Hun endte med at springe MB-MA på ham. Vi har altid købt heste, der ikke var uddannede, men redet dem op og så solgt dem igen med lidt fortjeneste. For de penge kunne vi så købe en lidt bedre hest, fortæller Susanne og mindes sin tid med de første heste som god, men også hård: – Det krævede, at vi knoklede hver dag, hvis vi ville have bedre heste...

Gilpa

Se alle abonnementtyper her

Allerede abonnent? – Log ind her

 

Du finder artiklen i magasinet Ridehesten september 2024 s. 10-18.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner