Lyserød lørdag - 100 heste på Lammefjorden

25-09-2019 07:56

Annika Knudsen Lorentsen

Lammefjorden er med i forreste række når Lyserød Lørdag for 12. gang rulles ud i hele landet. Lørdag den 5. oktober lægger Lammefjorden i Odsherred sig i den lyserøde sele for at skabe opmærksomhed om brystkræftsagen

Copyright Ridehesten.com
Foto: FerieRytter pressemeddelelse.

Foreningen FerieRytter arrangerer i samarbejde med Lammefjordens Grøntsagslaug 100 heste på Lammefjorden, hvor overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne. 

Arrangementet finder sted på LYSERØD LØRDAG den. 5. oktober 2019 og koster 200 kr pr ekvipage. Der rides i tidsrummet kl. 10-14. 

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark med ca. 4.700 nye tilfælde pr. år. 1 ud af 9 kvinder rammes af sygdommen og det er baggrunden for, at vi sætter ekstra fokus på brystkræft den 5. oktober. 

– Vi rider 7 km på den inddæmmede Lammefjord under havets overflade ad veje og stier gennem grøntsagsmarkerne. Siden vi åbnede for online tilmeldinger på SPORTI i sidste uge er deltagerne strømmet til. Du kan tilmelde dig eventen til og med 1. oktober 2019, vi har dog sat et loft på maks. 100 deltagere, fortæller Nina Lemkow fra Foreningen FerieRytter og fortsætter:

– Hvis du har lyst til at ride med på et lyserødt ridt, skal du tilmelde dig på SPORTI og desuden medbringe din egen hest og være klædt i lyserødt, det er kun fantasien, der sætter grænser, når vi støtter brysterne. 

Lammefjordens Grøntsagslaug er hovedsponsor, men også andre sponsorer har hjulpet til, bl.a. SPORTI og Geopark Odsherred. Der er sponsoreret en præmie til den flotteste udklædte rytter i lyserødt. 

For at arrangementet kan afvikles med sikkerheden i top, inddeles deltagerne i hold med maksimalt 10 ryttere som rider sammen med én af de 12 lokale rideguider, og så er der hyret folk til at hjælpe ekvipagerne sikkert gennem trafikken. Odsherreds Dyrehospital vil desuden være tilstede med praksisbilen.

– Vi glæder os til at se jer og jeres skønne heste til en fornøjelig lyserød dag til fordel for brysterne, fastslår Nina. 

Publikum er velkomne og på dagens indsamles der til fordel for Kræftens Bekæmpelse. 

Starten går fra p-pladsen ved rundkørslen i Fårevejle Stationsby. 

Tilmelding kan ske her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner