Thomas Bach Jensen
Springbetonede unghingste, der er udtaget til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning den 4. – 8. marts, skal møde til løsspringningen på Vilhelmsborg søndag den 1. februar fra kl. 12.00. Tidligere har denne løsspringning mellem udtagelsen ved forbesigtigelsen og selve kåringen i Herning været frivillig, men de senere år er den blevet en del af kåringsforløbet.
19 hingste, som er udtaget til Hingstekåringen i Herning fra forbesigtigelserne i december, møder ind til denne løsspringningsdag. Løsspringningen giver avlsledelsen mulighed for at se, hvordan hingstene tackler opgaven i at løsspringe, og om de har udviklet sig positivt fra forbesigtigelsen.
Samtidig bruges løsspringningen på Vilhelmsborg også til at observere, hvordan hingstene reagerer på opgaven, så de kan få de bedst mulige betingelser, når de skal løsspringe i KRAFFT Arena M lørdag og søndag i Herning. Løsspringningen på Vilhelmsborg giver også mulighed for, at talsmand for avlsledelsen for springning Johnny Hansen kan tale med hingstens fremviser/træner om evt. ændringer i træning, og hvad der skal fokus på frem mod Hingstekåringen i marts.
Enhver er velkommen til arrangementet på vilhelmsborg, hvor Nonna Velide Ristorante Pizzeria vil være åbent.